Almindelig Bøg

(Fagus sylvatica) er et stort, løvfældende træ med en tæt krone, som er bredt hvælvet. Stammen er tydeligt gennemgående til toppen.

Barken er først brun og blank, men senere bliver den grå og glat.

Knopperne er spredte, udspærrede, lange og spidse.

Bladene er læderagtige og ovale med hel og bølget rand. Oversiden er blankt mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn. Høstfarven er rødbrun.

Bøgen blomstrer kort efter løvspring tidligt i maj. Træet blomstrer først fra 40-50 års alderen, og selv da ikke hvert år.

Hanlige og hunlige blomster sidder i adskilte rakler, men de er ikke særligt synlige.

Frugterne er trekantede nødder, som sidder i piggede skåle med tre klapper. Frøene modner godt og spirer villigt.

Ikke-synlige træk

Rodnettet er meget højtliggende, og det er tæt forgrenet med mange, fine rødder.

Frø og blade indeholder det giftige alkaloid fagain.

Løvet er langsomt nedbrydeligt og danner morr på sur bund.

Bøg angribes af voksklædte stammelus.

Unge planter tåler ikke frost.

Træet kan blive 2-300 år gammelt.

Størrelse

35 x 20 m (50 x 30 cm/år).

Hjemsted

Bøg findes overalt i det vestlige Europa, hvor den indgår i blandede løvskove på næringsrig, veldrænet og kalkrig bund.

Anvendelse

Den kan anvendes spredt i læplantninger, i den indre del af vildtplantninger og skovbryn.

Bøgen sætter med års mellemrum store mængder af frø (bog), der gerne ædes både af fugle og pattedyr.

Hjortevildt æder skud af unge bøge.

Ved jævnlig (gentagne) beskæringer tåles beskæring i hele levetiden.

Bøgen er ikke egnet nær kysterne i Vest- og Nordjylland.

Bøgen er et af vore danske national træer og er et vigtigt skovtræ, men bruges også til klippede hække imellem haverne.

Sorter (kultivarer)
  • Fagus sylvatica 'Asplenifolia' (smalle, bregneagtige blade)
  • Fagus sylvatica 'Atropunicea' (forbedret "blodbøg" med blankt, mørkerødt løv og orange til gulbrun høstfarve)
  • Fagus sylvatica 'Dawyck' (søjleform med talrige, lodrette hovedgrene)
  • Fagus sylvatica 'Pendula' (hængebøg)
  • Fagus sylvatica 'Purpurea Pendula' (hængende "blodbøg")
  • Fagus sylvatica forma purpurea (den klassiske, udvalgte blodbøg, som ikke er farvesikker)

 

  Almindelig Bøg  
Almindelig Bøg. Midsommer.
Almindelig Bøg. Midsommer.
Videnskabelig klassifikation
Rige: Plantae (Planter)
 
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
 
Klasse: Magnoliopsida (Tokimbladede)
 
Orden: Fagales (Bøge-ordenen)
 
Familie: Fagaceae (Bøge-familien)
 
Slægt: Fagus (Bøg)
 
Art: Fagus sylvatica