Man kan også fotografere med et sådant plast og blikkamera. Dette er fra Tjekkoslovakiet. Det er slet ikke så ringe som det syner. De AGFA box kameraer som danskerne fotograferede med i 50erne og i begyndelsen af 60erne var det rene møj i forhold til det du ser her. Her var afstandsindstilling. Flere lukkertider. Flere blænder. Optisk søger og x-kontakt.

Det hele begyndte for mit vedkommende da jeg var 10 år gammel. Mine forældre var taget på familiebesøg i Tyskland og vi 3 børn måtte klare os selv derhjemme. Det var ikke noget problem min ældste søster er 10 år ældre end jeg. Vi fik sendt postkort hjem. Far og mor vendte hjem og havde naturligvis gaver med til os unger, men min far havde købt der her bokskamera. Vesttyskland havde lige fået sin egen valuta og Agfa - der levede af at sælge film lancerede dette beskedne kamera. Det var en direkte kopi af et Kodak Brownie. Det morsomme ved det var at man kunne købe det for 4 D-mark, de så skulle indeholde bogstaverne A - G og F i serienummeret.

4 D-mark kostede herligheden. Den brændte jeg meget varm på. Det var monteret i en lædertaske med lang bærerem. Min far havde købt en forsatslinse til det, så man kunne fotografere på 1 meters afstand med det og også en blitz-pære-holder. Min far sagde han havde købt det fordi han havde glemt sit apparat og ville have nogle billeder med hjem.

Når han nu ikke skulle bruge det mere  - kunne jeg så ikke få det?

Jo, selvfølgelig.

Men først må du lære at bruge det. Den var jeg med på. Ser du sagde min far - det her er et utroligt simpelt kamera, men bærer man sig klogt ad, så kan du få billeder af en rimelig kvalitet med det. Så nu må du lære de vigtigste fotoregler. For det første må dine billeder ikke være over- eller underbelyste. Nu skal du se - jeg har en paptabel her, når du svarer på alle spørgsmålene når du frem til om der er for lidt eller for meget lys. Du har kun to blændere at gøre godt med og så kan du selvfølgelig købe en langsom eller en hurtigere film. Når det er sommer skal du købe den langsomme film og det modsatte om vinteren og ved blitzoptagelser.

Hovedreglen er at du skal have solen i ryggen - sådan lidt skråt fra siden - sådan begynder du. Du kan også fotografere direkte mod solen, men så må solens stråler ikke direkte ramme objektivet - du kan skygge med en hånd sådan her eller en avis i hånden - eller en hat (min far gik med hat).

Husk du skal belyse efter skyggerne og fremkalde efter højlysene. Brug altid stativ, man kan ikke holde kameraet stille på en 1/25 sek., men du kan lade det stå på en bord, en stol eller støtte dig op ad en væg, et træ eller noget helt andet. Brug også trådudløser. Hvis du vil fotografere en gade om natten så kig i tabellen. Nå skal du belyse i 30 sekunder, jamen så gør du det. Lad det stå på et stativ, brug trådudløser og sæt det på tid. Det er bedst at tage nattebilleder inden solen går ned - sådan en halv time før. Stil dig så ingen kan se dig og lad bare folk gå forbi - de kommer ikke med på filmen medmindre de står stille. Gør de det så hold en hånd foran linsen indtil de forsvinder og eksponer videre.

Ved portrætter skal sørge for at skyggen fra næsen ikke når længere ned end halvvejs til overlæbens kant. Husk at lyse skyggerne op ved at lade sollyset reflektere ind i skyggerne. Du kan komme staniol på et stort stykke pap fra en papkasse. Du kan lave flere af disse reflektorskærme. Har du ikke andet - så lad nogle holde en hvid dug op for dig som reflektorskærm.Du kan også lade den portrætterede læse i en avis eller en bog så lyset reflekteres op i ansigtet.

Husk dine billeder skal fortælle en historie. Er der ikke nogen historie så lad være med at tage noget billede. Skul du fotografere personer så lad være med at stille dem op på rad og række og lade dem glo ind i apparatet. Bed dem i det mindste at se på hinanden i stedet for at se på dig. Et eksempel: du vil fotografere dine legekammerater. Tag din cykel og lad en pumpe baghjulet (bare lade som om) - lad en holde styret og lad de andre se på.

Vil du fotografere gode billeder af dine kammerater så gør sådan. Tag en almindelig stol med ryglæn og sæt den udendørs på en græsplæne og en neutral baggrund. Bed en sætte sig og dreje sig halvt om så den ene arm hviler på stolens ryglæn, men benene skal vende direkte bort fra dig. Du skal gå tæt på - brug forsatslinsen.

Er der mere endnu - ja, det kan du tro, men nu får du et par film og så hjælper jeg dig på vej.

Sådan begyndte jeg. Min far havde en fremkaldertank, nu var det bare at købe en flaske Rodinal, et færdigblandet fikserpulver og lidt eddikesyre og ikke mindst skaffe noget sulfo hos farvehandleren (bare en lille bitte flaske). Så fremkaldte vi selv filmene. Vi havde ikke noget mørkekammer, men min far lærte mig at tage en jakke omvendt på - stikke armene gennem ærmerne så jakkens rygstykke var på maven. Den var et skjold mod lyset. Så lagde man sig på knæ ved en seng. Placerede kamera og fremkaldertank under dynen som man bukkede ind under i begge ender og så dækkede man til med en ekstra dyne og et tæppe, hvis man havde det. Hvis man ville være helt sikker så ventede man til det var nat og udførte operationen i et bælgmørkt værelse. Så stak man hænderne ind under dynen. Jeg har brugt denne metode hele mit liv og det er aldrig gået galt en eneste gang.

Så kom en længere forklaring om gamma og hvordan man kunne styre den. I starten var det hele dog standard. Husk sagde min far. brug den samme filmfremkalder og det samme filmmateriale hele livet igennem ellers lærer du aldrig materialet at kende til bunds. Du skal ikke lade fotohandleren fremkalde din film - han kører det hele gennem den samme suppe, hvis du endelig gør det - så lad først filmen fremkalde og se så på negativerne og bestil så de aftryk du vil have.

Men du skal ikke til en fotohandler. Det er så nemt at lave aftrykkene selv. Det var det - vi klarede os med en rød pære, tre små emaljeskåle (vi kunne også have brugt tre dybe tallerkerner) en klapramme og nogle pakker 6x9 kontaktpapir (klorsølv ikke bromsølv) et par pincetter - en kasse til at gemme fotopapiret når vi belyste klaprammen med en bordlampe. Vi lavede det hele på spisebordet om aftenen i stuen om vinteren. Vi havde fotopapiret så kort tid fremme, at lyset udefra ikke slørede fotopapiret.

Sådan kom jeg i gang - og jeg har fortsat lige siden - det bliver om nogle måneder til hele 59 år.

Sådan et har jeg aldrig haft - den er lige så elendigt som blikkassen ovenfor, men foto-Børge fra medborgerhuset har fortalt mig, at hans fotokarriere begyndte med en sådan plastindretning. Den kunne tage hele 12 billeder i formatet 6x6 cm. Det var et ynkeligt lille format til kontaktaftryk, men så kunne man jo forstørre.

Det var lige netop disse 2 kameraer hele danmarks almindelige arbejderbefolkning fotograferede hinanden med i fest og glæde.

Når man tager en stak gamle negativer fra den gang - så er det faktisk utroligt hvad man kan trylle frem af negativerne i et fortørrelsesapparat eller i en negativscanner. Husk at redde din families gamle negativer inden det er for sent. Det er dine rødder og din livshistorie.

Jeg kan anbefale dig at gå ned i medborgerhuset og få hjælp af Hans Jørgen og Knud.

En dag kom en ven af huset forbi med en sådan her til mig. Han havde fundet den i en affaldscontainer i Frølunde. Jeg tror det er en Afga Isolette II. Et rimeligt kamera og 1.000 fold bedre end boksen og Clacken.

Så kom der lidt flere penge blandt folk og man opgraderede til en sådan Agfa Isola - det er samme surdej som ovenfor.

Her er en prisliste fra U.S.A. fra 1938. Bare se hvad en Sonnar optik løb op i.

Kameraet havde sin storhedperiode under olympiaden i Berlin i 1936. Nu havde tyske fotografer verdens mest lysstærke optik og sammen med den hurtige lukkertid (1/1000 sek.) kunne de nu tage sportsbilleder under ringe lysforhold og dermed på sportsfotoområdet ligge i topklasse.

Det morsomme ved den historie er, at den optik man anvendte dengang stadig er i brug.

Den nøjagtige kopi - det er rent teknisk en kopi, men produceret med de samme værktøjer og 100% efter originalen, har jeg købt brugt for 50 kc eller 10 danske kroner engang i halvfemserne i en lille butik ude ved TV-tårnet - kaldet Stalins pegefinger - i Prag i bydelen Zizkov. "Jeg vil ikke garantere for, at det virker, sagde fotohandleren, men det er jo så et samleobjekt." - "Nå, men så giv mig lige den Zeiss optik og den Jupiter optik, der ligger der ved siden af med i købet." - tænkepause - "OK, men så skal du slippe med - skal vi sige 100 kc?" - "Top!"

Apparatet fungerede, men jeg skilte det ad og rensede det alligevel. Højeste lukkertid er 1/1000 sek og lukkeren består af et bånd af metallameller der kører forbi filmen under eksponeringen - så lukkeren er meget vanskelig at reparere og er det svage punkt og optrækket på knoppen til venstre foroven kræver virkelig fingerkræfter, fordi man både skal spole filmen frem og stramme en kraftig fjeder, der skal kunne trække hele det her metalgardin frem og tilbage. Filmen ruller fra en kassette til en anden - så man skal ikke spole tilbage - hele kameraet skilles ad i to halvdele - en øvre og en nedre, der låses fra hinanden med to drejelåse - og så kan man få filmen ud. Da man ikke kan få 135 småbilledfilm i sådanne kassetter mere, måtte jeg bygge systemet om ved at lave en løs opsamlerspole af indmaden fra en kasseret filmkassette - det krævede lidt savearbejde og finmekanisk snilde. Det lykkedes. Det er faktisk ret smart, at man ikke skal bruge tid på, at spole filmen tilbage. Jeg fylder selv film på kassetter og det giver mig omkring et par og fyrre billeder på en strimmel. Cellerne der måler lyset bliver også gamle og ophører med at fungere - heldigvis kan man købe løse stykker og save til og lodde på. Største lysstyrke er 1,8f/53mm - her er det monteret med 2f/50mm (men der findes også 1,5f og nogen siger 1,2f optik) - afstandindstillingen er så præcis, at man opkøbte kameraerne i England, så de kunne anvendes til afstandbedømmelse i RAF bombemaskinernes bombesigter under den anden verdenskrig. Det består af 2 koblede spejle i hver sin ende af kamerahuset og er i sin idé en genistreg og blev da også patenteret.

Hele kameraet er et stykke finmekanik i topklasse. Den ukrainske finish kunne dog have været betydeligt bedre. Når jeg lader folk holde kameraet - der intet ved om sådant udstyr - udbryder de spontant: "man kan mærke det er kram!"

Optikken er fremstillet specielt til dette kamera og bajonetfatningssystemet er helt specielt, så man kan skifte på sekunder uden at skrue - det udelukker dog brug af anden optik.

Da jeg kom hjem med det, tog jeg på en praktisk afprøvning i Korsør og tog billeder alle steder i byen - også da mørket faldt på - jeg blev lidt tørstig og gik på værtshuset lige ved siden af Home på torvet. Der sad nogle mænd i 35-40 års alderen ved baren. Jeg sad og drak øl, mens jeg samtidig tog snapshots med det, med den for hånden værende belysning. Jeg lod det blot stå på bordet helt ude ved kanten som her. Pludselig kom en af dem over til mig. "Hvor søren har du fået den Contaflex fra?" - så var min dag reddet.

Det er et fantastisk småbilledkamera med en utrolig skarphed og linieopløsning, når det bliver ladet med en ADOX KB14 film. Det er mit bedste i min store samling i 35mm klassen med udskiftelig optik.

 Billeder optaget på en langsom film har en utrolig opløsning og et helt fantastisk spil i mellemtonerne. Her kan man lave billeder på 1 meter x 1 meter uden mindste problemer.

Jeg havde for en hel år siden en sigende oplevelse med det her. Jeg gik inde i klosterhaven ved Vaclavske Namesti i Praha. Min kone hjalp míg med at skifte farvefilm i kassen. Der sad et ungt par på en bænk og iagttog os. Pludselig siger den unge pige til sin fyr: "Se dem der, hvad er det dog for noget antikveret bras de fotograferer med!" - "Knyt sylten!" - sagde den unge mand "Det par der er topproffer og de anvender et af verdens bedste kameraer".

Senere samme dag gik jeg ude på pladsen med et stort stativ og fotograferede arkitektur. Kodak havde et stort laboratorium i Smichov og her kunne jeg få fremkaldt mine 120/220 farvefilm og lavet forstørrelser fra dag til dag til en ganske rimelig pris. Det gjorde, at jeg hurtigt komme til at se resultatet af mine anstrengelser og lave korrektioner. Jeg anvendte også et fotolaboratorium i på Starométske Namesti til sort/hvide optagelser.

Vi hyggede os sammen i pauserne og han var slet ikke opmærksom på, at jeg knipsede løs. Han var virkelig glad for, at vi var kommet helt fra Danmark for at se ham.

Næste morgen gik jeg til Kodak laboratoriet. Negativerne var klar nogle timer senere. Sammen med en medarbejder kunne jeg studere det hele i en lyskasse. Jeg markerede udsnit til forstørrelser. Næste eftermiddag var forstørrelserne fremstillet og jeg kunne afhente dem. Der var ingen under 18x24, men de fleste var i plakatstørrelse. Der var en virkelig dygtig mand ved forstørrelsesapparatet og billederne var i topklasse. Senere sammen aften kunne jeg sammen med min kone tage til jazzklubben METROPOLITAN, hvor jeg vidste at hele gruppen optrådte og havde deres koner med.

Mens de sad og drøftede aftenens repertoire lagde jeg lige så diskret nogle store papkuverter på det bord de sad ved. Pludselig blev en opmærksom på kuverterne og tog billederne ud. Stor diskussion og forbavselse. Her var jo billeder af et jazzorkester i REDUTA og sikke billeder, men lille Louis var jo også med. Så gik pråsen op for Louis og han kiggede sig rundt i lokalet og fik øje på mig og min kone.

Vi blev naturligvis inviteret over til konerne og når der var pauser, kom de alle ned og hyggede sig sammen med os. Vi sad sammen med Louis kone. Hun taler flydende tysk, engelsk og fransk og er i det daglige ansat i Prags Informations Sentrum (Ha, ha - det er jo det rene PIS). Vi var der til den lyse morgen, men nogle af konerne måtte gå lidt før klokken 4 morgen. De arbejdede på et stort dagblad og skulle distribuere dagens avis.

 Nu ville de også overraske os. De vidste, at min kones yndlingsnummer var Tiger-rag. Det var nemlig hende der havde lært dem at kende, ved deres 30-års jubilæum i 1998 i Malostranske Beseda - en musikklub på lillesiden, hvor min kone og jeg er stamgæster og er kommet i årevis. Pludselig får vi sat drinks foran os. Det er tiger-milk - og så begynder pianisten, der er orkesterlederens søn, at slå nummeret an og de andre falder ind og giver en masse soloer - især lille Louis, men også deres scat-sanger Tony holder sig ikke tilbage. De måtte egentlig slet ikke spille dette nummer i Metropolitan fordi stedets husorkester havde det som kendingsmelodi, men det kunne man ikke tage sig så tungt, når nu min kone skulle glædes.

De gange vi har været til Ballerup Festival, i Baghuset sammen med Praha 10 foreningen eller med Dansk Tjekkisk forening til sammenkomst eller til byfestival i Vordingborg og de har optrådt har de altid pludselig afbrudt det hele og fortalt, at nu kommer der en særlig hilsen til en af de tilstedeværende. Så kommer Tiger-rag. Desværre er årene gået. De er kommet op i alderen og flere har været ramt af svær sygdom og er ikke mere. Heldigvis har en del af deres sønner taget over og man har fået en ny scat-sangerinde Eva.

Nå, men tilbage til Vaclavske Namesti. Pludselig kom en ældre mand hen til mig og sagde på tysk: "Jeg kan se, at du har forstand på fotografering. Kunne jeg få dig til at tage nogle billeder af mig og min kæreste med mit nye kamera?" - "Ja, naturligvis" - sagde jeg. Jeg fik taget billederne og det ældre par måtte følge mine instruktioner nøje. Så kom han tilbage for at hente sit kamera. "Ved du hvad sagde han, jeg har været udviklingsingeniør hos Agfa - og tro det eller lad være - jeg gik her på pladsen omkring 1940 og lavede optagelser lige som dig og også natoptagelser. Det var altsammen med Agfa´s nye farvefilm og jeg skulle afprøve materialet for Agfa. Jeg var ganske ung dengang." Tænk det var bare sådan et tidsspand på 65 år. Jeg blev forbavset over, at hans kamera var et af verdens kostbareste digitale af slagsen.

Det skyldes simpelthen at hundene er mere interesserede i hinanden end i noget som helst andet.

Der er FM radiostation i PRAG der hedder COUNTRY RADIO - den bliver aflyttet af rigtig mange. Her bliver lytterne i ugens løb orienteret om, hvad der sker herude af ting om lørdagen i ZOO. Det er en massiv markedsføring. Noget af det bedste herude, at dyrepasserne fremviser deres dyr. De rider eksempelvis på elefanterne. Elefanterne lystrer og reagerer på deres navne og viser hvad de kan.

Der er en svævebane herude. Det skyldes at haven ligger på en skråning herude i Troja ved flodens øvre slyng. Det er noget af en tur at gå op til toppen, men det er man nødt til hvis man ikke tør at køre med banen og vil se girafferne. Banen er 700 meter lang. Mit kort til den integrerede transport til Prag og omegn, gælder også til denne bane. Jeg har dog aldrig kørt med den. Min viv tør ikke stige op i den.

Vi ventede og ventede og ventede på at de her lyserøde tøser i hvide støvler skulle danse noget go-go eller hvad ved jeg oppe på scenen. Jeg tror hundedressuren var kokset helt ud - så det her ikke kunne komme i gang. Jeg spurgte dem hvad de skulle - de var lige så desorienterede, men så begyndte de at gå rundt og dele nogle pjecer ud for det firma, der havde sponsoreret dem. Det var noget med hunde- og kattemad. "Så kan de ikke undgå, at betale os honorar" - sagde de.

Det er godt nok med alt det udstyr. Jeg må indrømme at tiden er løbet fra det. Det er selvfølgelig en fornøjelse at fremkalde sine negativer selv og lave kæmpeforstørrelser i sit eget mørkekammer, men de moderne digitalkameraer gør det hurtigere og billigere, men ikke bedre.

Jeg har et lille billigt et fra ALDI. Det laver fortrinlige farvebilleder i op til 18x24 - hvad skal man med mere.

Det er stadig sådan, at et negativ har en 50 gange større opløsning end digitalkameraet kan præstere. Til hjemmesidebrug, familliefotos og så videre er det lille digitalkamera dog suverænt. Det er lige til at have det i lommen. Det er altid skudklart. Du har mange flere indstillingsmuligheder, du kan se resultatet med det samme og lave brølere om. Du kan have næsten op til 1.000 optagelser på et hukommelseskort. Du kan også optage små videosekvenser med det og du kan lave lydkommentarer til dine billeder. Du kan lave perfekte panoramoptagelser og så videre ....

men den indbyggede flash er det rene shit !

Og her har du originalen. Der er lige en prisforskel på 125.000 kr. Og der her er endda uden indbygget belysningsmåler.

Verdens første spejlreflekskamera. Det er Ihagee i Dresden der har produceret det og det er udstyret med et Carl Zeiss Tessar objektiv 2,8/50 - det er et helt unikt objektiv.

Dets største kvalitet er at skarphedsdybden er ganske ringe - der er stort set kun skarpt på nøjagtig den afstand man har indstillet - så med fuld blænderåbning opnår man eksempelvis ved potrætoptagelser, at baggrunden flyder i ringe der giver en helt fantastisk ro i billedet og ikke overgås af noget som helst andet.

Hvis man vender objektivet - eksempelvis på ældre folde-ud kameraer opnår man den halve brændvidde og med mellemringe kan det anvendes til makrooptagelser. Objektivet blev beregnet i hånden og der indgår en unik "luftlinse" i konstruktionen. Det tog 200 matematikere omkring 5 år sammen med omkring 20 ingeniører at konstruere det og fremstille det optiske glas.

Det blev lanceret omkring 1905 af Carl Zeiss i Jena - verdens første medarbejderejede og kollektivt styrede virksomhed.

Der er stadig gældende patentrettigheder på verdensplan. Det er også det første objektiv i verden hvor man indførte coating. Her ved indgås refleksioner i objektivglasset så man undgår "falske" spejlinger på negativet, idet lyset kan "kastes rundt i kamerahuset" og ødelægge opløsningen og billedkontrasten, nu opnår man ved coatingen, at lyset kastes tilbage i overgangen mellem luft og linse.

Jeg skal lige have scannet den originale kvittering fra købet af fotoapparet på det fra Kongsbak & Cohn på strøget.

Det kostede flere månedslønninger. Regningen er fra den 5. juli 1954 og lyder på 1.681,95 kr. Jeg har fået det forærende af en ven af huset til min samling - tak Carl. Det er nu en model VX. Ulykkeligvis har det været opbevaret forkert i en lade og er derfor defekt, idet spejlet er delvist ødelagt og prismet har set sine bedste dage, men det betyder intet i min samling. Det er i original papkasse med tilhørende vejledninger og udstyrskataloger. Det er en ren antik klassiker.

Det er et småbilledkamera i topklasse. Det er dog en gammeldags blitzfod, men jeg bruger en lille indsatsfod med kontaktledning. Apparatet er med automatik - og den virker hver gang. Først fra 1953 fik Carl Zeiss virksomheden i Jena og i Dresden ret til atter at anvende navnet Zeiss Ikon. Indtil da havde man kaldt sig Pentacon. Det der med navnet Ikon stammer fra slutningen af 1920erne hvor Zeiss opkøbte 5 fotoapparatfabrikanter i Tyskland, så man kunne sikre sig afsætning af sin optik.

Det er optikken, der giver det her kamera klasse. Man kan indstille det på AUTO - så indstiller det selv eksponeringen.

Det er dog lidt dumt for så ved man ikke hvad man får af blænde og lukkertid. Der er ikke indbygget afstandsmåler.

Desværre har mit etui en skade i låget.

Den runde ring der ligner en bitavle er belysningsmåleren. Den bedste måde at måle på er at måle det lys der kommer ind gennem optikken. Det kan man kun med spejlreflekskameraer. I praksis kan man klare sig med en løs håndholdt måler og kan måle det lys der reflekteres fra ens håndflade, når hånden anbringes på samme måde i forhold til lyset, som det motiv der skal fotograferes. Man skal altid belyse efter skyggerne (det vil sige de mørkeste partier i motivet) ellers får man ingen detailler med her i billedet. Skal man optage direkte mod lyset - det vil sige såkaldte modlysbilleder er man nødt til at korrigere herfor ved at belyse dobbelt så lang tid som måleren angiver. I tåge og dis gør man det modsatte. Efterhånden bliver man så trænet, at man kan faktisk kan sige, hvad måleren vil vise.

Her et lille råd. Vil du tage billeder om aftenen og om natten med et moderne digitalkamera - så husk lige at slå den indbyggede flash fra. Den gør ingen gavn overhovedet, men narrer automatikken så du bare får nogle knaldsorte billeder uden detailler. Jeg har tit når jeg har gået rundt i Prag om aftenen ikke kunnet dy mig for at gå hen til unge og kønne piger, der gerne ville fotografere borgen eller rådhuspladsen eller noget andet i nattebelysning og få stemningen med og fortalt dem, hvilken fejl de gør. De er blevet lykkelige for det gode råd og jeg har fået aftenen reddet med hyggeligt og kønt selskab. Jeg har naturligvis også forsøgt at give rådet til andre, men må desværre konstatere, at ikke alle er lige villige til at modtage råd.

(foto: P. O. Seidel)

Webmaster som ung med hår på hovedet. Han har lige købt optik i Hannover og er nu taget til Østtyskland via checkpoint A - Helmstedt og tager billeder af jerntæppet set fra østsiden.

Folk står på stilladser og kommunikerer med hinanden over denne idiotiske grænsemur. Det er familiemedlemmer der er blevet skilt fra hinanden, fordi de er kommet i klemme mellem to politiske systemer.

Vi kunne aldrig få hele vor østtyske familie til Danmark på en gang. Enten var det manden der måtte rejse eller konen - aldrig begge samtidig.

Det var en fotoforretning i Hannover, der åbnede og der var et åbningstilbud til de første 3 kunder. Jeg var der som nr. 1 og købte et helt optiksæt til mit 35 mm kamera for en brøkdel af markedsprisen og fik kage og portvin og flag og balloner og nogle gaver og blev fotograferet til Hannoverrische.

Her er det min rejsekammerat, der lige har snuppet et billede af mig med min nye supertele - jeg står flere hundrede meter fra ham og må skrige instruktionerne til ham. Det klarede du meget godt Doktor Mathiesen.

Det var et forfærdeligt regnvejr - det regner altid i Harzbjergene - noget så forskrækkeligt og så er der Donner und Blitz over Brocken. Tag aldrig på camping der. Jeg ved godt, at I ikke kan lide at høre det Wolfgang, Sonja, Tina, Thomas, Karl-Heinz og Britta, men det er sandheden. Så er der også hekse på egnen - det gør det ikke bedre. Der er selvfølgelig dejligt i Werningerrode og i Helmstedt, men alligevel. Jeg driller bare.