Vintage Nyt - juli/august 2004, nr. 418


Det heldige trettental - historien om manden, der anlagde Skovlunde Flyveplads

Af Jørgen O. Bjerregaard, Ballerup Egnshistoriske Museum.


"Før mig til Kommandanten her!"
"Det kan jeg ikke."
"Vil De straks føre mig til Kommandanten!"
"I den engelske Hærs Navn!" - "Nej!"
"Eet Ord til, og De er død."
Dette Ordskifte faldt foran Hovedindgangen til Værløse Lejren den 6. Maj 1945. En Officer i Royal Air Forces Kaptajnsuniform, med Udmærkelsestegn under Brystmærket, der viste, at han var Pilot, stod foran den tyske Vagtpost. Tyskeren var tilsyneladende meget lidt glad over Situationen. Han kunde paa Vejen ved Flyvepladsen se en Kortege af den danske Modstandsbevægelses Lastbiler. Det blaa-rød-hvide Mærke straalede nymalet fra Vognens Sider og Skærme, og Maskinpistolbevæbnede Folk stod klar til med et Minuts Varsel at gaa til angreb. Den graasprængte, ungdommelige engelske Officer, der maalbevidst stod foran Tyskeren, saa heller ikke ud til at taale Modsigelse, og den svære Magasinpistol, han holdt i Haanden, var i sig selv et saare talende Argument.
Den tyske Vagtpost havde personligt deltaget i kampene mod Englænderne i Frankrig, havde gjort Tilbagetoget med over Rhinen og vidste af Erfaring, at der ikke var langt fra ord til handling. Endnu et blik paa Englænderen, der gjorde en meget sigende Bevægelse med Pistolen, og Tyskeren opgav videre Modstand.


Sådan transporterer man nemt og hurtigt sine Dirt Track-cykler fra sted til sted (Fra bogen Fra slaggebane til Spitfire, hvor andet ikke er opgivet stammer fotos fra denne bog)

Han drejede om paa Hælen og forsvandt ind i Vagtlokalet, hvor en halv Snes andre Soldater nysgerrigt havde fulgt Begivenhedernes udvikling foran Indkørslen. Det kom til en forhandling med den tyske Kommandant, der Gang paa Gang forsikrede den engelske Kaptajn, at han ikke paa nogen Maade kunde forhandle med de danske Modstandsstyrker.
Hans Ordre lød paa, at han kun maatte overgive sig til Englænderne, og af den Grund vilde han ikke godvilligt slippe Danskerne ind paa Flyvepladsens Omraade.
Tyskernes Protest var imidlertid kun en formssag, Slaget var uigenkaldeligt tabt. For øvrigt kunde de ikke vide, at selv den Englænder, de forhandlede med, var en Dansker. Det var den berømte Motorkører Morian Hansen, tidligere Helten fra europæiske og australske Dirt Track Baner, nu højtestimeret Krigsflyver i den engelske Luftflaade." (Fra Slaggebane til Spitfire).
Sådan indledes bogen om Morian Hansen. Lige så dramatisk som hans liv. Et liv, som han ikke var bange for at sætte på spil.

Fra Dirt Track-løbenes store dage. Morian lykønskes med en sejr af en af tidens store filmskuespillerinder Karina Bell



En vild knægt
Henning Morian Hansen blev født den 10. januar 1905 i Frederikssund, hvor hans far var hestehandler. Ja, egentlig hed han Jens Henning Fisker Hansen. Allerede som barn kunne han lide fart. Det hændte, at han lånte en hest i faderens stald uden at fortælle det. Som 14-årig kom han i 1919 i lære som cykelmekaniker i Frederikssund. Her blev repareret alt fra cykler til biler. En dag fik Morian igen lyst til at "låne" noget. Denne gang var det en Reading Standard motorcykel. Mester var ikke hjemme den dag. På bagsædet fik han placeret sin lillebror, og så gik den vilde jagt.
Men den endte brat i en tjørnehæk lidt uden for byen. Lillebror faldt af, og Morian selv blev godt skrammet af mødet med tjørnehækken. Sådan endte hans første tur på motorcykel. Han fik naturligvis ballade, da han kom hjem til mester.
Men der var mere i Morian. Han forsøgte sig også som bokser i den lokale bokseklub. Hans lærer var den lokale politibetjent Werner Nielsen. Det lykkedes ham faktisk at vinde klubmesterskabet.
Senere var det rosporten, han kastede sig over. Det var dog motorsporten, og ikke mindst motorcyklerne, der i mange år blev hans foretrukne legetøj og gjorde ham verdensberømt.

Morian på et engelsk Dirt Track hold. Han sidder yderst til venstre



Hos Ford
Allerede i 1926 deltog han i sit første løb på landevej. Løbet var arrangeret af India Klubben. Morian deltog med sin Indian Scout og vandt løbet. Kort tid efter blev han ansat som mekaniker hos Ford Motor Compagny i Haraldsgade i København, og senere flyttede han med fabrikken til Sydhavnen, hvor han var indtil 1929. Det siges også, at det var i denne periode, han fik tilnavnet Morian. Men hvordan det skete, er der flere historier om. En af dem fortæller, at Morian engang var ved at reparere udstødningen på en Ford T. Ved den lejlighed faldt der noget sod ned i hovedet på ham. Da han kom op igen, sagde arbejdskollegerne, at han lignede en Morian (=neger).
Selv fortæller han i en radioudsendelse fra 1981, at han fik tilnavnet, fordi han under sine motorløb altid lå i baghjul, næsten helt til målstregen, for så at lukke op for gashåndtaget og køre foran de andre. Han fik derfor altid en masse snavs fra banen hvirvlet op i hovedet og blev sort som en neger. Mon ikke det er den rigtige historie?
I slutningen af 1920’erne havde man anlagt en motorbane ved Roskildevej. Ligesom i England, havde man anvendt slagger som underlag. Den blev indviet 15. oktober 1928. Blandt løbsdeltagerne var selvfølgelig ingen ringere end Morian Hansen, oven i købet som en af de yngste. Det siges, at han derfor måtte vente til sidst med at få sit løbsnummer. Da turen sluttelig kom til ham, var kun nummeret 13 tilbage. Ingen ville have det. Det tog Morian uden at kny, og det fulgte ham siden gennem hele livet. Han mente selv, at det var et lykketal, og at det var det, der hele tiden bragte ham held. Derfra stammer navnet "Det heldige trettental". Morian havde ogsåandre tilnavne. I udlandet kaldte man ham"Den smilende Dansker" og "Den flyvende Dansker". Han kørte stærkt, og det lykkedes ham vistnok at brække venstrebenet tre gange og kravebenet adskillige gange. Men smilet mistede han aldrig. I dette løb var Morian iført en grøn sweater. Det tiltrak sig en hvis opmærksomhed, da han dukkede op mellem kørerne iført denne trøje og med 13-tallet på bryst og ryg. Heldet var med Morian, for han vandt faktisk løbet foran garvede engelske kørere. Morian fortsatte med at køre dirt track på Roskildebanen og kunne efter en række sejre sikre sig "Den gyldne Hjelm". Morian havde dog også tid til at gifte sig med en beundrer, Ellen Bech. Hun havde i nogle år hjulpet ham ved løbene. Dirt track løbene blev hurtigt lige så populære i Danmark, som de var i Tyskland, England, Amerika og Australien. Det var naturligvis den fortættede spænding på banen, der trak publikum til. Farten, dramatikken og muligheden for at se en af stjernekørerne. En af stjernerne var Morian Hansen. Morian blev så populær, at en is blev opkaldt efter ham. Den fik navnet "En Morian Stang".

Fra terrænbanen i Ganløse, hvor Morian både startede i bil og på motorcykel. Her ses han i Ford`en der til en afveksling har fået nummer 26 = 2x13



Morian forsøgte sig også som bilkører og opnåedefine resultater på en terrænbane i Ganløse. I 1932 deltog han i det kendte "Monte Carlo Løb", som var et stjerneløb, fordi kørerne kunne vælge forskellige startsteder. Morian valgte at starte med sin Ford V6 fra Umeå i Sverige. Som sin observatør valgte han Tage Nielsen, der var søn af Valdemar Jernskæg fra Lorry. Løbsnummer 130 mindede meget om lykketallet 13. Men det bragte ham ikke nogen førsteplads. Til gengæld reddede det ham måske fra at blive dræbt, da han i Jönköping kørte galt, og bilen endte ude på et jernbanespor. Morian fik nogle drøje knubs, men slap med livet i behold. Men uheldet satte en stopper for hans videre deltagelse i Monte Carlo-løbene. Herefter begyndte Morian at køre dirt track i udlandet, ikke mindst i England, og det var nok disse løb, der gjorde ham nærmest verdensberømt. Han bosatte sig også i England, men kunne dog ikke undvære sin kone og sendte bud efter både hende og deres fælles datter.

Dødsdromen
Morian skulle også opfylde sine kontrakter i Danmark, og måtte derfor vende hjem i 1930’erne. Da han på et tidspunkt var i Jylland, blev han i Horsens opmærksom på et fænomen, nemlig de farlige "dødsdromer". Sådan én var der i byen, og den måtte han se nærmere på. Dødsdromen er en kæmpestor tønde, hvor en eller flere motorcykler kører rundt på de indvendige vægge. Før i tiden var der et fast indslag i omrejsende cirkusser og tivolier. Publikum står øverst oppe og kigger ned på motorcyklerne, når de suser rundt. Farligt ser det ud. Men farten er ikke stor. Et sted mellem 30 og 40 km i timen. Morian var ikke længe om at beslutte sig for en tur. Det gik fint. Ejeren af dromen så hurtigt en mulighed for at tjene flere penge og overtalte Morian til at køre fast hos sig. Det trak folk til. En aften var det dog ved at gå galt, for pludselig gik lyset ud, og begge kørerne endte nede i bunden af dromen. Dagen efter kunne man i Horsens Avis læse, at Morian Hansen var blevet voldsomt kvæstet efter ulykken i dødsdromen, selv om der ikke var sket kørerne noget. Det var god reklame, og aftenen efter væltede folk ind for at se Morian i tønden.
Morian blev så betaget af at køre i dødsdrom, at han selv ønskede at anskaffe sig en. Og da han hørte, at en dødsdrom-ejer i Vejle ville sælge sin for 5.000 kr., købte han den. Nu var han herre i eget hus (tønde). Men der var hverken penge eller spænding nok i at køre dødsdrom. Morian opgav projektet og begyndte atter at køre dirt track.

Engelsk plakat. Morian i fornemt selskab med de store stjerner



Smadrede hovedet
Morian vendte nu tilbage til England, hvor han bl.a. kørte på banerne i Hackney-Wicks og Wembley. Han nåede også til Australien. I 1937 ankom han sammen med syv andre engelske ryttere til Sidney. Men allerede i det første løb gik det galt. Morian var uheldig, og i et sving mistede han herredømmet over maskinen. Han blev slynget ind mod hegnet, som omgav banen, men kom med besvær på benene igen. Hjelmen var knust, og han havde brækket kæben. Dagen efter kunne han hverken spise eller tale. Men stædig som han var, ville han ikke til lægen.
Ugen efter deltog han i et løb, men måtte så give op. Det viste sig, at kæben var brækket tre steder og nu var groet sammen – med det resultat, at han ikke kunne åbne munden og kun var i stand til at indtage flydende mad. Han måtte krybe til korset og lod sig indlægge på hospitalet i Sidney, hvor han blev opereret. Men først måtte kæben brækkes op. Herefter blev sårene syet sammen, og hovedet pakket ind i gazebind, så kun øjnene var fri. Overlægens påbud om, at Morian skulle blive på hospitalet i mindst 14 dage, passede ikke ind i hans planer. Tre dage efter flygtede han fra hospitalet, kun iført hospitalstøj. Dagen efter forsøgte politiet at få ham med tilbage på hospitalet, men uden held. Nogle dage efter fjernede Morian selv klemmerne og trak trådene ud. Men et minde fik han med sig. Et smukt ar hen over højre kind. Da han senere besøgte hospitalet for at takke overlægen, blev han smidt ud med påbud om aldrig at vise sig igen. I 1936 var Morian tilbage i England, hvor han deltog i verdensmesterskaberne og blev nummer 5.
I 1939 skulle verdensmesterskaberne i dirt track igen afholdes i England, men på grund af krigen blev de aflyst. Morian fik dermed aldrig bevist, at han var verdens bedste kører.

Morian i inderbanen til højre



Air-gunner og pilot
Morian gjorde som så mange andre unge mænd i England. Han henvendte sig på nærmeste hvervekontor. Han havde allerede i 1935 taget privatflyvercertificat hos Herts and Essex Flying Club på Broxbourne lidt uden for London og fløjet flere hundreder timer i forskellige småfly og meldte sig derfor til Royal Air Force. I hans tjenestenummer indgik i øvrigt hele to 13-taller.
Egentlig ville han helst have været på flyveskole,men det mente man, han var for gammel til. I stedet tilbød man ham at blive skytte på et af de store bombefly. Han blev sendt til sit kommende tjenestested, og fra at være slaggebanens ukronede konge, blev han nu degraderet til "Acting Pilot Officer on Probation".
Dengang den laveste officersrang i RAF, og så oven i købet kun på prøve.
Han skulle uddannes til agterskytte. Uddannelsen begyndte nytårsdag 1940. Det var benhård træning. Statistikken viste, at en agterskytte (gunner) kun holdt til 3 1/2 halvt togt ind over fjendeland. Posten som skytte var meget udsat i de små udvendige glasbure. De tyske jagerfly forsøgte altid at uskadeliggøre bombeflyenes forsvarsvåben. Tit vendte flyene hjem med dræbte skytter. Morian var igen heldig. Hans hold var på 56. Han var blandt de fem fra hans hold, der overlevede krigen. Efter afsluttet eksamen kunne Morian nu titulere sig "Pilot Officer" med tilladelse til at bære den eftertragtede "halve vinge" med signaturen A.G. Og den blev omhyggeligt syet på uniformen. Morian blev sendt til 99 squadron, base for 24 store Wellington langdistance bombemaskiner i Newmarket. Han blev udvalgt til "rear gunner" (agterskytte). Hans opgave var at rapportere til kaptajnen om alt, hvad han observerede: bombenedslag, fjendtlige fly, antiluftskyts m.m., men om muligt også skyde fjendtlige jagerfly ned. Morians første tur gik til Maastricht, hvor målet var at bombe et jernbaneknudepunkt. Men han fik ikke ram på et fjendtligt fly. Han måtte deltage i 16 bombetogter, før det lykkedes ham at skyde et tysk fly ned, en Messsersmith 109. I alt nedskød han tre tyske jagerfly.
Efter at have deltaget i 22 togter fik Morian endelig chancen for at komme ind over Berlin. Det var den 25. august 1940. Turen var helt uden problemer, og de fik kastet lasten af bomber. På et andet togt var det ved at gå rigtig galt. Flyet havde fået ny pilot. Målet var Bremen. Da de nåede frem, blev de beskudt kraftigt. Årsagen fandt Morian hurtigt ud af. De havde glemt at slukke agterlanternerne, og flyet var oplyst som et juletræ. Han forsøgte forgæves at kontakte piloterne for at få slukket navigationslysene, men de var optaget af at kaste bomberne. Pludselig blev flyet ramt af en granat. Det krængede over, gik i spin og begyndte med 400-500 km i timen at hvirvle mod jorden – med ryggen nedad. Men efter at være faldet 2000 meter lykkedes det piloterne at rette flyet op. Morian var aldrig bange for at sætte sit eget liv på spil for at redde andres. Det skete bl.a. julen 1942, da et tungt lastet bombefly ikke nåede at få fart nok på til at kunne lette. Det ramte en jordvold for enden af banen og brød i brand. Det lykkedes Morian at redde to personer ud af det brændende fly, inden det eksploderede Han fik en del brandsår, men med sin kendte stædighed nægtede han at lade sig indlægge på lazarettet. Han skulle nemlig hjem og holde juleaften sammen med familien. Et blik i spejlet afslørede, at hans øjenbryn var væk, og håret svedet af. For denne dåd modtog han Skt. George-medaljen, som han fik overrakt på Buckingham Palace af kong Georg. I øvrigt som den første i Royal Air Force. Ved samme lejlighed modtog han også Distinguished Flying Cross for sin kampindsats.
Han var også med til at afsløre en tysk spion i området omkring Newmarket. Tyske fly bombede på et tidspunkt byen, hvor Ellen og datteren Lillian boede. Men de var heldigvis ikke kommet noget til. Også her viste Morian sit heltemod. Han fik flere ofre reddet ud af de ødelagte huse og var selv ved at komme galt af sted, da han væltede med sin bil og en stolpe ramte ind gennem bilruden og rev en flænge i hans ene øre.
Morian var åbenbart inde i en heldig periode. Kort efter besøget hos den engelske konge kom der meddelelse om, at han skulle overføres til en træningslejr for RAF piloter.

Morians nye JAP undersøges kritisk inden den læsses på bagagebæreren

Nu kunne han endelig komme til at sidde ved rorpinden samt erhverve dobbeltvingen, som han havde higet efter lige siden krigens start. Han var da 37 år gammel og meget ældre, end sine holdkammerater. Men flyve kunne han stadig. Efter tre måneder på flyveskolen, 150 timers flyvetræning med Tiger Moth og to timers instruktion var han klar til at komme på instruktørkursus. Her fik han 200 timers flyvetræning og nåede at udføre en heldig nødlanding med en brændende Spitfire. I øvrigt med det heldige nummer 13. Hverken flyet eller Morian kom noget til.
Juleaftensdag 1943 modtog Morian besked om, at han skulle udstationeres i Indien, og kort tid efter afgik et transportskib med kurs mod Bombay. Hans opgave var at teste de fly, som havde været til reparation. Her lykkedes det ham også at udføre en heldig nødlanding med en Tiger Moth. Flyet havde fået motorproblemer og måtte lande det på en rismark. Han kunne selv reparere motoren og med besvær komme i luften igen.
Morian kunne ikke tåle klimaet i Indien og fik problemer med maven. Han lå på hospitalet i tre måneder med dysenteri. På lægernes anbefaling blev han sendt tilbage til Europa.
Hans lyst til at flyve var der stadig. Da lægerne havde erklæret ham rask, meldte han sig til sin afdeling, og kort efter blev han udstationeret som prøveflyver på Dakota, Lancaster og Halifax. Ligeledes skulle han transportere amerikanske piloter. Amerikanere er ellers ikke lette at imponere. Men det lykkedes alligevel for Morian.
Hans kone og datter boede i nærheden af en stor amerikansk flyveplads, ca. en times flyvning fra det sted, hvor han gjorde tjeneste.
En dag fandt han på, at han ville besøge dem. Han satte sin cykel op i en Dakota, anmodede om starttilladelse og fløj så over til den amerikanske flyveplads. Landede maskinen, tog logbogen under armen og cyklede over til administrationsbygningen for at melde sig hos den amerikanske kontrolofficer. Han afleverede sine papirer, og amerikaneren spurgte:

"Hvem er kaptajn?"
"Det er jeg," svarede Morian.
"Anden pilot?"
"Det er mig."
Den amerikanske kontrolofficer så op et øjeblik, så fortsatte han:
"Navigatørens navn?"
"Det er også mig," sagde Morian. (C. Næsh Hendriksen, side 194).
Det imponerede alligevel amerikanerne, at han ganske ene mand havde fløjet den store tomotorers maskine. Noget lignende havde de aldrig oplevet før. Men sådan var Morian – grænseoverskridende og hurtigt tænkende.

Manden, der ikke ville dø
I begyndelsen af februar 1945 blev Morian sendt til Bruxelles, hvor han skulle stå til rådighed for den engelske hær, der rykkede frem i Nordtyskland. Der blev han hurtigt klar over, at han skulle med til Danmark.
Morian var utålmodig. Montgomery stod i Hamborg. Tyskland var gået i opløsning, og den tyske hær var på flugt på alle fronter, men endnu ikke parat til at overgive sig. Så skete der noget. Natten til den 5. maj kl. 2.00 blev han vækket og fik ordre til at holde sig klar til kl. 7.00 at flyve general Dewing til København. På slaget 7 stod Dakotaen klar til afgang. Kort efter kom generalen, og flyet lettede med Morian ved pinden. En mellemlanding på en mindre flyveplads på Lüneburg Hede var nødvendig for at checke, om tyskerne i Danmark var klar til at overgive sig. Klokken 14.00 kom startordren, og 12 Dakotaer og lige så mange jagerfly satte næsen mod København. Lidt efter dukkede Kastrup lufthavn op, og maskinerne landede, en efter en. Det var et stort og stolt øjeblik for Morian. Tyskerne overgav sig uden problemer. Morian selv gik fra sit fly direkte til administrationsbygningen og ud på parkeringspladsen. Her delte han ud af sine engelske og amerikanske cigaretter. Opdagede pludselig, at der ikke var nogen til ham selv. Han fik i stedet en af de danske, og det var lige ved at tage livet af ham. Han smed den væk med ordene, at han havde fløjet 29 gange over Tyskland, men det her var dog det værste, han havde været udsat for. Pludselig fik han øje på en af sine gamle venner fra de gode gamle dage, motorkøreren Tholstrup. De hilste hjerteligt på hinanden med ordene:



Den gode Dirt Track-kører reparerer selv sine motorer

"Goddaw Morian."
"Goddaw igen," gentog Morian. "hvordan har du det?"
"Fint, Fint! Men er du ikke død?"
"Død?" spurgte Morian forbavset. "Hvordan kommer du på den sindssyge idé?" "Det er da ikke mere end otte dage siden, at jeg lagde blomster på din grav ved Haderslev," sagde Tholstrup.
"Det var da pænt af dig at tænke på mig," lo han. "Man siger jo, at den, der lyves død, får et langt liv." (C. Næsh Hendriksen side 197).
Det viste sig, at for et års tid siden var et engelsk Mosquito fly styrtet ned i nærheden af Haderslev. Piloten kunne ikke identificeres, men folk på egnen mente, at det måtte være Morian. Den ukendte flyver blev begravet, og da Tholstrup kom til Sønderjylland kørte han naturligvis hen for at lægge en blomst på graven. Krigen var slut, og nu begyndte et nyt liv for Morian.
Flyverutine og medaljer
Morians logbog for hans tid i Royal Air Force viser, at han i alt fløj 1700 timer i følgende flytyper:

Træningsfly:
Tiger Moth,
Protector II og III,
Magister,
Harward,
Master I og III.
Rekognosceringsmaskiner:
Lysander.
Jagerfly:
Spitfire 5, 8 og 12.
Hurrican I C, II C og II D,
Defiant.
Dybdebombere:
Venegance.
Transportmaskiner (to-motorers):
Anson,
Oxford,
Blenheim,
Dakota
Fairchild.
Bombemaskiner (4-motorers):
Halifax
Lancaster.

Han modtog følgende ordener og medaljer:
Distinguished Flying Cross (D.F.C.), George Medal (G.M.), 1939-1945 Stjerne. Air Crew over Europe Stjerne, France, German Holland Roset, Birma Stjerne, Medal of Defence for England, Mentioned in a Despatch.

Klar til start med fruen i passagersædet



Skovlunde Flyveplads
Morians kontrakt med RAF udløb først december 1945. Indtil da fungerede han som forbindelsesofficer i Kastrup. Han afmønstrede som Flight-Lieutenant. Af englænderne fik han lov til at låne nogle lokaler i Kastrup, og i dem oprettede han den 31. marts 1946 en flyveskole. Han havde i begyndelsen kun en enkelt maskine, en danskbygget KZ. Men i løbet af et halvt år havde han i alt fem maskiner, og pladsen i Kastrup blev hurtigt for trang. Der var ikke plads til udvidelser, og det var heller ikke smart at drive privat flyveklub i en international lufthavn. Morian måtte se sig om efter en anden græsmark. Det skete naturligvis fra luften. På en tur sammen med en elev fik han øje på en mark ved Skovlunde. Han landede sit fly og gik ind og talte med bondemanden, som ejede marken. Det viste sig, at den jord, Morian var landet på, var forpagtet af Københavns Kommune. Han kontaktede derfor direktør Bjerregaard, og den 28. august lejede han marken – i alt 50 tønder land – for en pris af 18.000 kr. om året. Bondemanden var Marius Jensen. Han var forpagter af gårdene Lystoftegaard og Vandværksgaarden. Flyvepladsen blev anlagt på jord, som hørte ind under Lystoftegaard. Marken skulle dog høstes først. Men det klarede Morian også. Han samlede alle sine flyveelever. De hjalp med at køre kornet hjem til bondemanden. Det blev klaret i løbet af en enkelt søndag. Bonden betalte med en gang aftensmad.
Næste dag gik han og Morian i gang med hestene. Der blev pløjet, harvet, tromlet og sået græs, og den 13. oktober 1946 indviede Morian den nye flyveplads. Det officielle navn var "Københavns Flyveplads". Men i folkemunde blev den altid benævnt "Skovlunde Flyveplads". Her drev Morian i en årrække alle mulige former for flyvning: Taxaflyvning, fotoflyvning, rundflyvning, skoleflyvning, avisflyvning m.m.
Flyvepladsen lå dengang ude på landet og kunne ikke genere nogen, men efterhånden som byggeriet bredte sig, voksede også protesterne over støj og miljøgener. Morian havde ikke glemt at køre motorcykel og begyndte at køre i både Danmark og i udlandet. Han havde bragt et Messerschmitt ME 108 Taifun med sig hjem fra Tyskland. Dette fly brugte han, når han skulle ud og køre løb i udlandet. Både cykel, værktøj og andet køregrej blev læsset i maskinen, og så var det ellers af sted. Efter nogle år solgte han dog flyet til Perch i Esbjerg. De brugte det som målfly for hæren.
I Ballerup var der kommet ny borgmester, Kaj Henning Burchardt. Han lagde ikke skjul på, at han ønskede flyvepladsen nedlagt og området udlagt til rekreative formål. I 1976 lykkedes det ham at få en aftale i stand med den daværende borgmester i København, Urban Hansen. Ballerup Kommune købte herefter området til en pris af 12,5 mio. kr. Men Morian havde kontrakt på flyvepladsen indtil 1980, så nedlæggelsen måtte vente noget. Først den 31. december 1980 lukkede Skovlunde Flyveplads definitivt, og flyveaktiviteterne blev flyttet til Tune Flyveplads ved Roskilde, senere omdøbt til Roskilde Flyveplads. Den var blevet anlagt af Morian i 1961, og hertil havde han også flyttet sin flyveskole m.m. Da Tune flyveplads 12 år senere blev omdannet til en statslig flyveplads, var han igen i vejen. Morian nåede således at oprette to flyvepladser med tilhørende flyveskoler i Danmark. I 1983 oprettede han også flyveskole i Paris. Han modtog i den forbindelse et internationalt diplom.

Starten til den første flyvetime



Taxachauffør i Herlev
Under sin redningsdåd i England havde Morian pådraget sig en høreskade på det ene øre. Skaden blev værre med årene. Han kunne derfor ikke få sit flyvecertifikat fornyet. Men han var ikke så let at slå af pinden. Som 68-årig købte han en gammel taxa og begyndte at køre for Herlev Taxa. Morian var en hård hund og sagde altid sin mening lige ud af posen. Han lagde aldrig skjul på, hvad han mente om Ballerup Kommune og borgmester K.H. Burchardt, der jo var manden bag nedlæggelsen af Skovlunde Flyveplads. Jeg forsøgte engang i slutningen af 1980’erne at komme i forbindelse med Morian. På det tidspunkt kørte han stadig taxa i Herlev. Jeg havde flere gange ringet til Herlev Taxa og bedt ham ringe tilbage. Det gjorde han ikke. Jeg overtalte da en af hans kolleger til at kalde ham til telefonen. Men samtalen blev kort. Jeg præsenterede mig for ham. Da han hørte, at jeg kom fra Ballerup – oven i købet fra Ballerup Egnsmuseum var hans svar:
"Du kommer fra Ballerup Kommune. Hvis jeg ville have talt med dig, havde jeg ringet til dig. Farvel". Kort og præcist, som Morian selv. Jeg fik ikke noget interview med ham. Ud over fem radioudsendelser i Danmarks Radio, er det egentlig kun Gregers Dirckinck-Holmfeldt, der i tv-udsendelsen "Her har du dit Liv" rigtig fik skovlen under Morian. I denne udsendelse blev han helt uforberedt konfronteret med sin fortid og præsenteret for en række personer, for hvem han havde betydet meget.
Morian var en gæv kæmpe. Han havde ikke meget til overs for folk, der ikke gad rubbe neglene. Altid hurtig i replikkerne, men altid parat med en hjælpende hånd. I tidsskriftet Flyv, januar 1995 skriver Lennart Ege i anledning af Morians 90 års fødselsdag:

En strålende dag i Morians karriere. Han viser stolt medaljen, han netop har fået af den engelske konge til sin kone og datter samt en ven

"Ved 80-års fødselsdagen i 1985 var der stadig"go" i den gamle, højt dekorerede kæmpe, der står stærkt i dansk flyvnings historie. 90-årsdagen går nok mere stille af, men sikkert er det, at mange danske flyvere vil sende varme tanker til et mandfolk, der i sin tid vovede livet for Danmark og som nu lever et stille liv sammen med sin kone i Lyngby. På deres vegne gratulerer FLYV hermed på det hjerteligste.
I 1994 fik en klasse på Flyvevåbnets Officersskole navnet MORIAN HANSEN – en helt speciel hæder til en civilflyver. For nok har Morian stor krigserfaring, men han har aldrig været dansk militærflyver."
Den 21. februar 1995, seks uger efter sin 90 års fødselsdag, døde Morian Hansen.

"Morian gav mig mit livs chance"
Morian kendes af mange. En af dem, der i særlig grad husker ham, er nu pensionerede generalløjtnant i Flyvevåbnet, B. V. Larsen. Han fortæller her om sit møde med Morian:
"I perioden 13. januar – 2. april 1951 gennemførte jeg (i en alder af 20 år) for egen regning uddannelsen til et privatflyvercertifikat hos Henning "Morian" Hansen på Skovlunde Flyveplads. I øvrigt en del af min samlede flyveruddannelse, der startede på en højst ukonventionel måde. Jeg havde gennem længere tid tilbragt en større del af min sparsomme fritid "hængende ved hegnet" ind til Skovlunde flyveplads – for her at opleve det lokale flyvemiljø. Da MORIAN tilsyneladende havde observeret dette, kom han en dag pludselig hen til mig og spurgte, "om jeg var interesseret i at lære og flyve". Det kunne jeg jo ikke benægte – jeg havde imidlertid ikke råd! Da Morian var en handlingens mand, sagde han blot: Kom ind og prøv. Hvis du har evnerne, kan du flyve ”på klods". Og sådan blev det! Her startede et venskab, der rakte langt ud over flyvningen, og som varede til MORIAN’s død – relativt kort tid efter hans 90 års fødselsdag. Et venskab og en tillid, der på sigt bl.a. var medvirkende til, at jeg derved "skiftede spor" fra at være flyvemekaniker ved Søværnets Flyvetjeneste på Margretheholmen i København til flyveelev på flyvestation Avnø, hvor jeg mødte på Elementærkursus 1951-III den 7. januar 1952. Et "sporskifte", der for mig herefter medførte en karriere i Flyvevåbnet, der bl.a. inkluderede seks års tjeneste som inspektør for dette værn samt afsluttede som midlertidig generalløjtnant og næstkommanderende for NATO’s flyvestyrker i Nordregionen – med hovedkvarter i Oslo.

Spitfire jagerfly

Som det kan ses af ovenstående, kan man "komme vidt omkring", hvis man starter det rigtige sted og møder de rigtige mennesker – i mit liv var MORIAN "manden der gav mig chancen". Han kunne være barsk – men altid "fair" over for vennerne. Og dem var der mange af. Ham glemmer man aldrig."(B.V.
Larsen 20. november 2000).
B.V. Larsen har i et efterfølgende brev fra 5. februar 2001 disse bemærkninger: "Hr. Jørgen O. Bjerregaard Hermed – som lovet – et par billeder af min gamle ven Morian. En person, der altid vil være højt placeret blandt de mennesker, jeg har mødt i mit liv. Ikke alene for den tillid han udviste over for mig – hvilket bl.a. fik mig "på ret kurs" m.h.t. flyvning – men også det kammeratskab der fulgte med!!!
Uden ovennævnte kvaliteter var det vist blevet meget svært for mig at "skifte kurs" fra at være flyvemekaniker til pilot i Flyvevåbnet. En "kurs" der bl.a. gav mig mulighed for at afslutte min karriere på generalsniveau – henholdsvis som chef/inspektør for Flyvevåbnet i perioden 1984-90 og chef for NATO’s flyvestyrker i Nordregionen indtil jeg blev pensioneret i 1993.
Det kan godt være, at han af og til kunne været noget af en "krabat" over for mennesker, han af én eller anden grund "kom på skæv kurs" med. Men for vennerne, var han simpelthen varm, realistisk – en god ven!!!
Til info kan oplyses, at billederne stammer fra Flyvestation Skrydstrup i 1980 – hvor jeg var chef for denne flyvestation i perioden 1979-84, medens vi indførte F16 i Flyvevåbnet. Ud over billedet kan jeg meget uofficielt oplyse, at Morian ikke alene fik en god dag på flyvestationen, men også viste, at han stadig var i stand til at udføre kunstflyvning i et FLV T-17 skolefly. Og det til en høj karakter. Jeg sad blot ved siden af. "Den gamle" kunne selv.

Venlig hilsen

B.V. Larsen"

Hjemme igen efter afslutningen på krigen. Morian ved rattet i jeepen umiddelbart efter



Et vådt bryllup
Poul Hjorth, der stammer fra Kildegaarden i Skovlunde, og som i nogle år ejede Larsbjerggaard i Skovlunde, har også et par morsomme erindringer om Morian Hansen. Larsbjerggaard lå lige syd for flyvepladsen. Poul Hjort fortæller:
"Morian lejede jo et stykke jord (Lystoftegaard) og fik lavet flyveplads. Det var vist lige efter, at han var begyndt (1946). Fra sit fly så han, at vi skulle have hvidkål ud af en kule.
Det var i den tid, hvor det var frostvejr, så jeg skulle fjerne jorden med en hakke. Det så Morian, så han skulle lige drille mig lidt. Han dykker ned over mig. Men jeg springer naturligvis ned af kulen, for jeg ville nødig miste min hakke. Så skulle jeg jo bare hente den på hans flyveplads. Lidt efter, da Morian var landet, kom han hen til mig og sagde: "Nå, du blev nok forskrækket, hva’ Poul?" "Gu’ gjorde jeg da ej – men jeg ville da ikke ha’, at du skulle flyve med min hakke."
Nogen tid efter skulle min søster giftes, og vi ville derfor gerne leje Morians lokaler. Det var jo fine lokaler, som vi kunne holde fest i. Så spurgte vi Morian, hvad han skulle have for det. Det skulle han da ikke have noget for. Så sagde fatter: "Så skal du også med til festen." "Ja, det havde jeg sgu’ da også regnet med, Hjorth," sagde han. Så han kom med til festen.
Fatter sagde til mig, at jeg skulle sørge for, at Morian fik en god "husleje". Han kunne godt lide Hvid Heering, og det drak han af et ølglas. Han blev sgu’ også fuld derefter. Da klokken var 3 om natten, ville han ud og flyve. Men jeg tog nøglerne fra ham og sagde: "Du skal ikke flyve i dag." Så han tog hjem. Dagen efter, da vi gik og ryddede op, kom Morian og spurgte mig om, hvor jeg havde lagt den hammer, jeg havde slået ham oven i hovedet med." (Samtale med Poul Hjort, januar 2001).

Morian Hansen i førersædet på et T-17 skolefly, mens B.V. Larsen kigger på. Flyvestation Skrydstrup 1980. Venligst udlånt af B.V. Larsen



To kolleger
Taxachauffør Ib Glamhøj fra Ballerup, Værløse, Herlev Taxa og tidligere kollega til Morian har en enkelt historie om ham. Morian har da været omkring 80 år gammel. Det drejede sig om nogle unge mennesker, der havde deltaget i en julefrokost. Der blev sendt tre biler afsted. Ib Glamhøj og en anden havde problemer med de unge mennesker og fik et par på hovedet. Morians kunde nægtede at betale. Hvordan Morian fik ham "overtalt", melder historien ikke noget om. Men betale, gjorde han. Da Morian dagen efter mødte på arbejde, observerede hans kolleger, at han havde skrabet huden af knoerne på sin højre hånd. Så forstod de historiens rette sammenhæng. (Ib Glamhøj 5. februar 2001).
Preben Madsen, en anden af Morians gamle taxakolleger, husker Morian som et meget specielt menneske, men også som en kammerat, man kunne stole. Morian boede da på Gåseholmvej i Herlev. Morian mente selv, at han var udødelig. Preben Madsen fortæller, at han i en fremskreden alder, vistnok omkring de 80 år, selv havde lagt et større antal fliser. Men ikke nok med det, han havde også optaget et større banklån. Det måtte ikke løbe over mere end 10 år, for han havde ikke lyst til at gå og betale afdrag, når han blev gammel. Hans foretrukne taxavogn var en Ford Granada, ikke en typisk taxabil. Men Morian var og blev Ford-fan. Han klarede ofte selv større reparationer, som f.eks. udskiftning af gearkasse.
Preben Madsen husker specielt en dejlig sommermorgen, hvor han stod nede på parkeringspladsen og tørrede duggen af bilruderne. Vejret var fint, og han stod og sang og fløjtede. Pludselig gik vinduet op, og Morian spurgte, om det nu også var nødvendigt at stå og skråle så tidligt om morgenen.
"Hold da kæft Morian," råbte Preben Madsen, "kan du ikke se, at vejret er dejligt, og fuglene synger?"
"Du skal ikke råbe hold kæft til mig, knægt, så kan du få en på hovedet." Morian havde allerede det ene ben ude af vinduet. Men det var naturligvis kun en venlig spøg. Sådan var han. Hurtig på aftrækkeren.
Preben Madsen mener at kunne huske, at Moriankørte indtil 1992/93. Det vil sige, at han var langt oppe i firserne, da han stoppede med at køre taxa. (Preben Madsen, 6. februar 2001).

Morian på forsiden af Billedbladet den 29. maj 1945



Kilder:
B.V. Larsen, den 30. november 2000.
Svend Jørgen Jensen: Skovlunde før og nu.
Ballerup Historiske Forening 1998.
Svend Jørgen Jensen: Skovlunde Flyveplads 1946–1980, i: Byhornet, 19. årgang nr. 4, december 1990.
Fem udsendelser i Danmarks Radio 1981.
Her har du dit liv – tv-udsendelse om Morian Hansen i DR.
Diverse opslag på internettet.
Samtale med Poul Hjorth, januar 2001.
Samtale med Ib Glamhøj, 5. februar 2001.
Samtale med Preben Madsen, 6. februar 2001.
Kaptajn Morian Hansen. Nekrolog af generalmajor B.V. Larsen, i: Tidsskriftet Flyv,april 1995.
Danske Flyvere i Royal Air Force. Tidsskriftet Flyv nr. 6, 1945.
Hans Jørgen Nielsen: Historien om det heldige trettental, i: Ford A Nyt nr. 5 og 6/1995.
Billedbladet nr. 22, 29. maj 1945.
Lennart Ege: Morian. En legende fylder 90, i:
Tidsskriftet Flyv, januar 1995.
C. Næsh Hendriksen: Fra slaggebane til Spitfire med Morian Hansen Forlaget "Dana", Odense 1945.

 

... nu skal du bare se og høre ...
TRE STORE HELTE, SOM NOK ER VÆRD AT MINDES
 

Her står Morian Hansen helt til højre sammen ved admiral Wedel der sænkede den danske flåde for næsen af tyskerne den 29. august 1943 og helt til venstre medlem af frihedsrådet - lægen Mogens Fog som på mirakuløs vis reddede sig ud af det bombede og brændende SHELL-hus hvor GESTAPO havde hovedkvarter i København i den sidste tid af besættelsen (Huset tilhørte et britisk oliekompagni), da RAF (Royal Air Force)bombede det den 21. marts 1945.

Mogens sprang ned fra bygningen landede på fortovet sammen med en medfange og flygtede i sikkerhed. En fangevogter havde beslutsom åbnet celledørene. Mogens var klog nok til at klatre lidt ned af bygningen i vinduesrammerne - hænge sig i armene, så faldhøjden blev formindsket - og så lade sig falde.

Tyskerne havde nemlig anbragt Mogens og andre frihedskæmpere som gidsler på øverste etage for at beskytte sig imod, at bygningen blev bombet.

Det blev den alligevel, fordi man i lang tid havde øvet sig i præcisionsbombning, så man kunne kaste bomberne ind i de nederste etager.

RAF havde gennemført lignende angreb med held på gestapohovedkvartererne i Odense og Århus.

Shellhuset i København var Gestapos hovedkvarter, under tyskernes besættelse af Danmark i 2. verdenskrig. Her var alle arkiverne om den danske modstandsbevægelse, modstandsbevægelsen havde i længere tid bedt Royal Air Force (RAF) om at bombe Shellhuset, da de gerne så disse arkiver ødelagt, kort forinden havde en lignende aktion fundet sted mod Gestapos hovedkvarter på Aarhus Universitet.



21. marts 1945 løb operation Carthage af stablen, og 18 Mosquitofly med i alt 44 stk. 500-pundsbomber lettede fra en flyvestation i Østengland (Fersfield i Norfolk) og fløj over Nordsøen og gennem Danmark i lav højde for at undgå at blive sporet af den tyske radar. Med på turen var 2 ekstra fly, udrustet som fotofly samt en eskorte på 30 mustang-jagere.

Over Tissø skiltes første bølge fra og fløj videre over Sjælland mod København, mens resten af flyene kredsede søen rundt. Efter hver omgang skiltes næste bølge fra, således at 3 bølger med ca. 4 minutters indbyrdes forskel fløj videre mod København for at bombe Shellhuset.

Bombardementet af Shellhuset


For at afværge bombning havde Gestapo anbragt 26 danske fanger i øverste etage af Shellhuset,der lå centralt i København. Planen var derfor at flyve ind i lav højde og bombe gennem siderne af bygningen, da man på denne måde bedst ramte et mål fra lav højde. Naboejendommen Teknologisk Institut husede daglig 600 mennesker. Alternativet var fladebombardement fra stor højde. Denne præcisionsteknik fik danske øjenvidner til at tro, at bombningen af de nedereste etager skete for at skåne Gestapos gidsler under taget. Et bidrag til denne senere myte var, at det lykkedes hovedparten at slippe ud, så kun 8 af fangerne omkom. RAF havde dog kalkuleret med at bygningen sank sammen og at fangerne ville dø. Det var i øvrigt første gang en bygning af jernbeton udgjorde et præcisionsmål, så alle 20 mosquitoer blev sat ind; ingen fungerede som reservestyrke.

Tidspunktet for bombningen var planlagt til kl. 11.15 da man regnede med, at bygningen var forholdsvis tom for folk i frokostpausen, og de fleste arkivskabe på dette tidspunkt stod åbne. Efter krigen opgjorde Rigspolitichefens Efterretningsafdeling det samlede antal omkomne ved Shellhuset til omkring 125 personer. Af disse kunne 51 navngives og identificeres, og 42, der efterfølgende var døde omkom af deres kvæstelser. De resterende antal har aldrig kunne opklares; i sommeren 1945 var legemsdele svarende til et sted mellem 20 og 40 personer udgravet i ruinerne.

8 modstandsfolk blev dræbt under bombardementet, og i forvirringen derefter undslap 18 andre. Billeddokumentation fra dagen, hvor man ser fanger klatre ned over ruinerne, er senere blevet vurderet til sandsynligvis at være et falsum ud fra sammenligning med billeder taget fra bombeflyene. Et kamera siddende i halepartiet tog billeder hvert sekund efter bombeudløsningen for at bringe fotodokumentation med tilbage om ødelæggelserne.

Foruden flyet, der styrtede ned på Frederiksberg, blev flere fly beskadiget af antiluftskyts, bl.a. fra krydseren Nürnberg, der lå i havnen. Et jagerfly styrtede ned i Fælledparken og måtte nødlande i Øresund. Besætningen druknede. Flere af flyene humpede mod England med brændstofmangel, og et enkelt havde kun én funktionsdygtig motor. Undervejs gik styrken til angreb på Melbylejren. Ikke alle nåede dog England: To mosquitoer blev ramt af tysk ild og styrtede i Kattegat - og flere landede på den første landingsplads i sigte på engelsk område på grund af mangel på brændstof. En pilot fortæller om den undren, han var årsag til, da han landede på en fremmed base, der ikke var orienteret om, at der var missioner den dag. Raidet var nemlig hemmeligt. I alt 4 fly gik tabt, og 9 besætningsmedlemmer mistede livet.
 

Uheldet ved Sønder Boulevard
Første bølge af Mosquitofly kom ind over byen sydfra og navigerede efter planen. Man fandt nemt målet, der iøvrigt var den eneste camouflagemalede bygning i hele byen.

Over godsbaneterrænet mellem Enghave Station og Dybbølsbro Station ramte et af Mosquitoflyene en lysmast, det blev kraftigt beskadiget - Flyet mistede meget af styreevnen og passerede gennem Palnatokegade under taghøjde. Der kan stadig ses spor efter, hvor vingespidsen ramte murværket (mellem øverste og næstøverste vindusrække, vejsiden mod City, ses dog bedst i modlys).


Senere fandt man dele af flyets haleror på Ingerslevgade lige ved Palnatokegade.

For ikke at styrte ned i beboelseskvarteret og for at vinde højde smed Wing Commander Peter Kleboe og Flying Officer Hall, der fløj det beskadigede Mosquitofly, deres endnu ikke armerede bomber over Sønder Boulevard. En af disse bomber detonerede desværre alligevel i ejendommen Sønder Boulevard 106, senere blev en ueksploderet bombe fundet i ruinerne af huset.

11 (Luftværnet angiver 12) personer omkom i ejendommen, og en mindeplade sidder på den nye bygning på stedet. Flyet styrtede dog alligevel kort efter ned i et garageanlæg på Frederiksberg Alle (nr. 76-78) mellem Den Franske Skole og Avenue-teatret.

Det var dette nedstyrtede fly der var årsagen til den tragiske fejlbombning af den Franske Skole på Frederiksberg Allé.

Fejlbombardementet af Den Franske Skole


Avisklip:
Den franske skole står i flammer.
Engelsk bombemission ender i tragedie

af Christine Sass-Nielsen og Ida Liebe Bentsen

I går, d. 21. marts, styrtede et engelsk bombefly ned ved Den franske Skole, i København, som resulterede i en fejlbombning af skolen. 112 børn og voksne er foreløbig omkomet ved den tragiske begivenhed, og flere hundrede er såret.

“Det er formiddag og luften er lun. Skoledagen er i fuld gang, som den plejer. Sirenerne lyder over byen. Den efterhånden trivielle procedure med, at få samlet alle børnene i rækker, og få dem ned i beskyttelsesrummene i kælderen, begynder.

Pludselig lyder der et voldsomt brag, og hele huset ryster omkring os. En lærer løber febrilsk hen til det nærmeste vindue og kigger ud. Det hele står i flammer.

Kort tid efter ryster det igen, men denne gang er det skolen, der er ramt. Der opstår vild kaos da mursten falder ned om ørene på os, og røgen fra flammerne begynder at blive kvælende tæt. Alle prøver at komme ud.“

Dette var hvad en lærer på Den franske Skole oplevede, efter at skolen var blevet bombet ved en fejltagelse.

Hvad de ikke viste på skolen var, at det var et engelsk bombefly, som var styrtet ned, hvorefter at de andre piloter troede at dette var Shellhuset, deres rigtige mål.

Shellhuset er blevet benyttet af Gestapo, og her har de også haft deres arkiv, derfor var det et oplagt mål for de allierede. Bombningen var i forvejen problematisk, da Gestapo havde anbragt danske modstandsfolk, blandt andre Poul Sørensen og Mogens Fogh.

26 modstandsfolk reddede sig ud af bygningen, mens 8 omkom. Der ud over mistede 10 engelske officerer livet og 12 civile på Sønder Boulevard. De tyske tab lyder foreløbig på 74, hvoraf 23 var danskere i tyske tjeneste.

De allierede har i længere tid aflyttet telefonsamtaler mellem de tyske hovedkvarterer i København og Berlin, og har fundet ud, at tyskerne havde planer om at udføre den hidtil største razzia i København, i slutningen af denne måned.


Følgende telegram blev derfor sendt til London d 15. marts:“ Militære ledere arresteret, og planer er i tyskernes hænder. Situationen har aldrig været så desperat. Vi omgruppere, men behøver hjælp. Bombning af Gestapohovedkvarteret i København vil give os et pusterum. Hvis den danske modstandsbevægelse skønnes at være af nogen betydning, må De hjælpe uden hensyntagen til prisen. Vi vil aldrig glemme RAF og Dem, hvis I kommer.”

Missionen lykkedes, da størstedelen af modstandsfolkene undslap, og alle de tyske arkiver gik til, men det fik desværre katastrofale følger for de mange familier, som nu har mistet en kær.



Mine egne oplevelser fortæller forfatteren til en del af denne artikel:


Jeg går tit tur på Frederiksberg kirkegård, bl.a. fordi jeg syntes der er dejligt og fordi min hustru er begravet der.

Disse ture har gjort at jeg kender kirkegården ret godt og jeg har set mange gravsten for dem der blev dræbt ved bombardementet af Den Franske Skole.

På en af mine ture mødte jeg en ældre dame der spurgte mig om jeg vidste hvor Adam Oehlenschlägervar begravet, jeg fulgte hende derover og undervejs snakkede vi om kirkegården og snakken faldt også på bombardementet af Den Franske Skole, der gik mine børn fortalte hun.

Den pågældende morgen havde hendes to børn stået med skoletaskerne i køkkenet og ventede på at deres moder fik smurt madpakker, de havde været i sommerhuset og deres bil kunne ikke starte om aftenen, så de var først kommet ind til byen om morgen efter de havde fået hjælp til bilen og det reddede højst sandsynlig deres liv.

Hun betroede mig at hun aldrig siden havde klaget over det, når deres bil ikke har kunne starte, der var jo nok en mening med det, fortalte hun smilende.

Hun fortalte mig også at drengen på monumentet over Den Franske Skole, det var så mænd hendes lille dreng der har stået model til ham.

Zoologisk Have er en de utallige arbejdspladser jeg har arbejdet på, og jeg har altid haft en umættelig viden begærlighed så da jeg en dag spiste frokost med en der fortalte at han kunne huske da de fejlbombede Den Franske Skole blev min/vores frokost lidt rigelig lang.

Han fortalte ret malende at bombeflyene var kommet langs Roskildevej (2. bølge af bombefly) i 30 - 40 meters højde og lige før Zoo-Tårnet havde flyene vippet op på højkant og havde taget retning mod Shellhuset lige bagom tårnet, det var desværre også retningen mod Den Franske Skole, hvor den flyver der havde ramt en lysmast var styrtet ned i et garageanlæg.
 




 

Der indtrådte ulykkeligvis en frygtelig tragedie under dette angreb. RAF fløj med sine jagermaskiner med en hastighed på op til 900 kilometer i timen samlet ind over vestkysten nord for Esbjerg i klithøjde. Dette for ikke at blive set på den tyske radar efter at have fløjet over Nordsøen i bølgehøjde og med næsten uigennemsigtige cock-pit ruder, der var tilsprøjtet af saltvandsskum.

Nu fulgte maskinerne jernbanelinien  i lav højde fra Esbjerg-Fredericia og over Fyn fra Middelfart til Nyborg og ved Korsør delte man sig i tre afdelinger - en fløj mod nord - en mod syd og en lige ud mod København. Syddelingen drejede af ved Næstved og fulgte Jernbanelinien til København, man fløj helt nede i 20 til 30 meters højde.

Ude ved rangerområdet i sydhavnen i København ved Enghavevej gik det galt - en maskine ramte en af de store lyskastermaster og blev beskadiget på højderor og krængningsror på den ene vinge.

Maskinen forsøgte at vinde højde, men var svært beskadiget, smed nogle af sine bomber over Sønder Boulevard for at vinde højde og disse ramte et par beboelsesejendomme - med svær materiel bygningsskade til følge og 12 dræbte, turde ikke svinge, for ikke at miste højde - sekunder senere da den passerede Frederiksberg Allé styrtede den ned i et motorværksted lige bag den Franske Skole på Frederiksberg Alle. Motorværkstedet og den havarerede maskine brændte.

Bare den kunne have nået til Frederiksberg have og nødlandet der.

Nu kom angrebsbølgen, der fulgte Roskildevejen hen over Frederiksberg bakke ved Zoologisk Haves trætårn og så nu røgen ret fremme, man troede at dette var målet og kastede sine bomber over den Franske Skole.

Der var lige blevet blæst luftalarm og alle børnene og de franske nonner, som var lærerinder på skolen var i færd med at få børnene ned i kælderen i beskyttelse, mange var kommet ned. Nu faldt bomberne og bygningen styrtede sammen over børnene og dem i kældrene.

Bygningen brændte og man pøsede vand på og forsøgte at få de indespærrede ud. Man havde ikke ordentligt materiel, men alt hvad der kunne krybe og gå fra Falck-Zonens brandstation på Plantanvej kom til og der blev tilkaldt assistance i form af brandslukningskøretøjer og ambulancer fra hele byen og selv om alle hjalp til så godt man kunne - også mange civile, blev de allerfleste dræbt, mange ved at drukne i kældrene.

Der udspandt sig hjerteskærende scener, når tililende forældre kunne konstatere, at deres barn var omkommet. Andre ventede stivnede i rædsel på at få besked om deres barns skæbne.

Mindesmærket foran Jeanne D'arc Skolen for de omkomne civile.  (foto: Peter Jensen)

I den tyske radio fortalte man løgnagtigt, at englænderne havde bombet en skole i København. I vor tid er jeg ofte af mine tyske venner blevet spurgt om det var rigtigt, at englænderne havde bombet  en børnehave eller en skole lige inden krigsafslutningen. Mine venner er tidligere østtyskere og har ikke haft adgang til information i DDR tiden, der har kunnet afkræfte denne myte.

Den tyske radio fortalte ikke, at GESTAPO hovedkvarteret var blevet ramt og at hele GESTAPOS arkiver gik op i flammer og mange ET-folk omkom.

ET-folkene - det betyder efterretningstjenesten - bestod også af danskere, der var gået i tysk tjeneste eller var blevet beordret dertil, fordi de havde både tysk og dansk statsborgerskab. De var delt i 3 grupper og stod for clearingdrab, modsabotager kaldet Schalburgtage (det var dog ikke mange fra Schalburgkorpset, der var med her) og efterretningsvirksomhed indenfor det danske militær og det danske politi. De danske ET-folk fik de hårdeste straffe i retsopgøret. Mange fik dødsstraffe og nogle fængsel på livstid.

Havde englænderne ikke med så store tab bombet, ville hele den danske modstandsbevægelse være trevlet op og tilintetgjort.

Begivenheden vi ser på billedet er fra den 5. maj 1945 i Kastrup Lufthavn - Danmark er blevet befriet - pr. radio aftenen før - egentlig er vi slet ikke befriede endnu - der er blot indgået en våbentilstandsaftale. Tyskerne overgiver sig nemlig først betingelsesløst til Sovjetunionen, U.S.A. og Englænderne den 8. maj 1945 i Berlin.

Det er den historiske kendsgerning, selv om vi får fortalt noget andet. Tyskerne beholdt deres våben og afleverede dem først ved den dansk-tyske grænse til englænderne, da man marcherede ud gennem Danmark. Her blev de tyske soldater taget som krigsfanger. Danmark var ikke i krig, men kun besat af tyskerne og den danske regering havde indgået en samarbejdsaftale med tyskerne og landets regering samarbejde mere end godt var med tyskerne, der gjorde at Danmark kun med næppe og næppe kunne blive betragtet som allieret. Sovjetunionen - den ene af de 3 store allierede - ville kun anerkende "Det kæmpende Danmark" som allieret.

Vi har frihedskæmperne - små 8.000 mænd og kvinder at takke for, at det "kæmpende Danmark" i sidste ende blev accepteret.

Det var især kommunisterne, der ydede den største og bedste indsats.

Morian Hansen der havde ledet luftangrebet - som du kan læse om nedenfor - på B&W - fik den ære at flyve den engelske maskine med general Dewing og hans stab til Danmark på befrielsesdagen.

Her blev han modtaget af repræsentanter fra Danmarks Frihedsråd og millitæret. Den danske general Ebbe Gørtz fik den kolde skulder, fordi han med betroede officerer havde bekæmpet og forberedt sig på kamp mod modstandsbevægelsen og ikke havde deltaget i nogen for sabotage eller modstand mod tyskerne.

Socialdemokraterne havde ladet fremstille 50.000 frihedskæmperarmbind, som deres ungdomsafdelingers partimedlemmer nu iførte sig så de kunne spille rollen som gode frihedskæmpere. De blev i folkemunde kaldt for "de sidste dages hellige".

Socialdemokraterne havde ladet danske arbejdsløse sende på tvangsarbejde til Tyskland og Statsministeren Buhl havde raset imod sabotagen og bedt folk om, at anmelde al sabotagevirksomhed, som frihedskæmperne og modstandsbevægelsen udførte til tyskerne. Han blev ikke dømt for stikkerivirksomhed, men blev landets statsminister i befrielsesregeringen.

Det er faktisk et trist kapitel i Danmarks historie med den besættelse, men aldrig nogen sinde har landbruget skovlet så mange penge ind ved at producere fødevarer til tyskerne. Eksperter mener at den anden verdenskrig kunne have været afsluttet helt op til 12 måneder tidligere, hvis dansk landbrug og fiskeri ikke havde leveret fødevarer til overpris til tyskerne. Det var i øvrigt os selv der betalte regningen for disse fødevarer.

Den danske stat producerede også sprængstoffer og patroner med videre på Hærens krudtværk til tyskerne og den store rederivirksomhed A.P. Møller som ejede riffelsyndikatet producerede våben til tyskerne. Danske entreprenører byggede flyvepladser og befæstningsanlæg for tyskerne i den helt store gigantiske stil.

Men den 4. maj 1945 om aftenen havde vi alle været med i modstandskampen - nogle måske kun sådant rent åndeligt ved i tankerne, at fordømme besættelsesmagten, men alligevel.

 

 

FØRSTE ENGELSKE LUFTANGREB

MOD KØBENHAVN  - B&W SKAL STOPPES !

27. JANUAR 1943 KOMMER ROYAL AIR FORCE
 

5000 BEBOERE PÅ CHRISTIANSHAVN MÅTTE EVAKUERES

I skumringen omkring klokken fem om eftermiddagen den 27. januar 1943 rettede engelske "Mosquitos" krigens første luftangreb mod København. Målet var B&W på Christianshavn. Der faldt  et par enkelte fuldtræffere, men det meste ramte omgivelserne. Det kostede adskillige dræbte og mange sårede. Heldigvis var mange nået i beskyttelsesrum og det var dette syn, der mødte dem da de kom op. Der var ildrødt af flammer mod den mørke nattehimmel. Hele kvarteret omkring fabrikken var ramt. Sukkerfabrikken brændte og det samme gjorde den såkaldte "lommetørklædefabrik", som vi ser i flammer her. Befolkningen gad ikke gå i kælderen, når luftalarmen lød, for normalt skete der intet. Det kostede nogen livet denne nat.

Hele natten ulmede bålene i de forskellige virksomheder, der var blevet ramt, men da morgenen gryede, kunne man få et overblik over ødelæggelserne. Ganske vist var hele det hjemsøgte område strengt afspærret, og tyskerne forbød al fotografering. Det lykkedes at få taget et par billeder. De ødelagte tagkonstuktoner og de knuste ruder. Et par bomber faldt på B&W området og hallerne 6 og 8 blev delvist ødelagt, da tyskerne ikke ville vente 30 dage og man forlangte forsagerne bortsprængt straks. Modelværkstedet gik op i flammer og en hel del vigtigt special maskinværktøj  blev ødelagt, men det meste var uskadt.

Her er dykkere gået ned for at fiske efter bomber i havnebassinet. Man pumper luft ned til dykkeren med pumpen. Bemærk personen med hovedtelefoner, man har forbindelse med dykkeren.

En bombe forsynes med sprængladning, hvorefter den droppes i havnebassinet og bortsprænges.

Billede fra Gunløgsgade på Islands Brygge. En bombe er faldet i beboelsesejendommen og sprængt vinduerne ud indefra. En del bomber var tidsindstillede og en del var forsagere. Det var et mareridt, at få dem demonteret. En del blev trillet på en "rullemarie", betjent med tovværk og droppet i havnebassinet, hvor de blev bortsprængt. Man kunne ikke sprænge i gaderne og bare få flere skader. Når en Mosquitojager drøner af sted med 600 km i timen i lav højde bevæger den sig ca. 160 meter i sekundet eller 16 meter på en tiendedel sekund, det er utroligt vanskeligt at lave præcisonsbombning under sådanne vilkår. Der må mange maskiner og mange bomber til for at øge chancerne for at træffe målet. Det lykkedes til dels og var flot arbejde, men havde også store omkostninger.

Det her lagde på ingen måde produktionen og fabrikken ned.

I angrebet deltog 8 maskiner med hver 4 bomber. I alt 32 bomber. 5000 beboere på Christianshavn måtte evakueres.

Det var lige ved at ende galt, idet en bombe faldt på Knippelsbro lige ved Torvegade. Broen holdt, men blev afspærret et stykke tid. Denne bro var en livsnerve til Christianshavn.

Øverst oppe i en etageejendom i Njalsgade lå der 2 ueksploderede bomber. Den ene fik man helskindet ned. Den anden eksploderede, mens den svævede mellem himmel og jord. De øverste etager af ejendommen blev "blæst af".

HER ER EN ILLEGAL LØBESEDDEL DER OMTALER ANGREBET

Den er original, men måske lidt vanskelig at læse. Det oplyses, at det i engelsk radio (BBC) er meddelt, at den berømte danske Dirt-Track kører Morian Hansen var leder af flyangrebet.

 

Morian blev også udpeget til at flyve den engelske general Dewing til Kastrup Lufthavn på befrielsesmorgenen den 5. maj 1945.

 

 

BOPA`s SABOTAGEAKTION MOD B&W

 - DECEMBER 1943

 

Unge sabotører:

Om rekrutteringen af nye sabotører fremgår det, at en del af de nye aktive var lærlinge og maskinarbejdere fra B&W, andre var gymnasieelever og studerende.

 

Mange havde lært hinanden at kende på Teknisk Skole.

 

Fælles for dem var, at de havde vist initiativ og mod, blandt andet ved at skrive løbesedler, distribuere illegale blade og smide hjemmelavede brandbomber mod tyske motorkøretøjer.

BOPAs gruppeledere havde gjort den erfaring, at når de unge på 18-20 år blev ledet af en erfaren gruppeleder, var de unge de bedste sabotører på grund af deres mod, omstillingsparathed og fantasi.
 

Hertil kom den fordel det var, at de unge ikke, som de spaniensfrivillige og partimedlemmerne, kunne risikere at blive genkendt på gaden af dansk og tysk politi.

En sabotør fortæller om sabotagen mod B&W, december 1943:

"Om efteråret havde vi sprængt en u-bådsmotor på B&W. Men det er klart, at vi havde lyst til at sprænge flere ting derude.

Nu er det sådan, at det var en enormt stor fabrik, og man kunne ikke komme til at sprænge det hele.

 

Derfor fandt vi det klogest at sprænge kraftcentralen. Hvis man tog kraften fra, hvis man stoppede de dieselmotorer, der lavede strøm til maskinerne, så kunne man lamme fabrikken.

Den plan startede vi på i efteråret 43.

 

Engang i slutningen af november begyndte vi at bære sprængstof ind, og vi bar over 100 kilo ind.

 

Det tog lang tid. Man skulle hente det om morgenen, og man skulle køre igennem en by, hvor der var patruljer og razziaer.

 

At køre med det her sprængstof hver dag, det var måske ikke altid lige smart. Men vi fik altså smuglet sprængstoffet ind.

Så kom det næste problem, det var at gemme det. Der var som sagt over 100 kilo, og det fylder ret meget. Men vi fik nogle reoler og måtte gå og passe på det.

 

Det var en meget anspændt tid: At gå på arbejde hver dag og så vide, at der lå over 100 kilo sprængstof ovre i en reol.

Hen under jul havde vi sprængstof nok inde, og så planlagde vi aktionen til at gå lige før jul.

 

Jeg gik ind med seks-holdet - i arbejdstøj - jeg arbejdede der hver dag. Så lukkede jeg en port op og lukkede de folk ind, som skulle "holde op", for jeg var trods alt for kendt, så jeg kunne måske blive genkendt.

Halv syv satte vi en stige til et vindue, som vi vidste ville blive lukket op. Så skulle vi springe ned fra det her højtsiddende vindue og så løbe hen og holde vagten op, som sad i et bur lidt væk.


Ham, der havde lukket vinduet op, havde imidlertid sat en stige på den anden side, så der kom næsten et anti-klimaks. For i stedet for at springe ned så listede vi lige så stille ned ad stigen.


Og ham vi skulle holde op, ham kunne vi ikke finde! Han havde tabt sin blyant på gulvet og lå og rodede efter den. Så kom vi jo der og sagde "Hænderne op", og så stak vi en pistol i ryggen på ham. Han blev noget overrasket. Det kan jeg roligt sige.

Så gik vi i gang. Da var den halv syv, og vi gik i gang med at armere tre store motorer - ottecylindrede dieseler. De kørte, hvilket var en stor fordel, for så var de nemmere at ødelægge.

 

Og så armerede vi også "Giraffen", det var en meget høj, én-cylindret dieselmotor, der stod i den ene ende af hallen. Vi forbandt dem med cordtex, hvilket er detonerende tændsnor, så de kunne eksplodere på én gang.

 

Så satte vi lunterne på - to minutter - strøg, låste dørene, og så løb vi op til Knippelsbro.

Samtidig havde vi lavet et alarmeringssystem, så vi også fik disse ca. 10.000 mand, der arbejdede på B&W, op i Torvegade på samme tid.
 

Og det synes jeg faktisk var det flotteste ved den aktion. At flytte 10.000 mennesker på et par minutter, det kræver lidt snilde.

Så stod vi oppe på Knippelsbro og så, hvordan hele kraftcentralen og olielagrene og alting røg.

 

Mægtige flammer slog op, helt op over kirketårnet næsten.

 

Det var en meget, meget stor dag, der lige før jul i 1943, da vi lagde den største fabrik ned i København."

 

Det satte det hele ud af drift i en rum tid.

 

 

ALT - ALT FOR SENT - FIK DEN DANSKE STAT

ENDELIG TAGET SIG SAMMEN TIL

ANERKENDE

DE DANSKE KOMMUNISTER

DER UDGJORDE DEN STØRSTE

OG BEDSTE DEL

AF DEN DANSKE MODSTANDSBEVÆGELSE.

DE VAR MEGET MEGET UNGE.

DET BLEV SAT OP DEN 22. JUNI 1996

PÅ DEN USLESTE PLADS I

CHURCHILLPARKEN

... MAN VAR IKKE MEGET FOR AT HYLDE OG ÆRE

DE SANDE HELTE.

TÆNK HVIS NOGEN SKULLE FÅ SYMPATI

FOR DE UNGE KOMMUNISTER.

MINDESMÆRKET TALER FOR SIG SELV I SIN

UFORSKAMMEDE BESKEDENHED.

 

 

 

1945 - Mod krigens afslutning
1. del, 7. kapitel:

1945 - Mod krigens afslutning
Dette er en ordret gengivelse af boghæftet Zone-Redningskorpset i København under besættelsen, skrevet af Arne Vagn Jensen og udgivet af Zone-Redningskorpsets Museum i Holbæk i november 1994.
 
Bombardementet af Shell-Huset og katastrofen ved Den franske Skole

Onsdag den 21. marts om formiddagen oplevede københavnerne det andet Royal Air Force bombeangreb. Målet var Gestapos hovedkvarter i Shell-Huset. RAF havde opøvet en meget fin præcision, men desværre skete der et ulykkeligt kiks.





Engelske RAF-fly på vej ind over København 21. marts 1945.



Kl. 11:15, kom 20 Mosquito-bombefly ledsaget af 26 Mustang-jagerfly samt to fotofly i lav højde langs banegraven ved Vigerslev Allé. De var formeret i tre angrebsbølger. Førermaskinen i 1. bølge kom til at strejfe en lystkastermast ved jernbaneterrænet umiddelbart ved Enghavevej og Ingerslevsgade, hvorved den kom ud af kontrol.

Formentlig havde piloten øjnet et stort grønt område vestpå, Frederiksberg have, hvor han kunne foretage en nødlanding. For at lette flyet blev piloten nødt til at droppe sine bomber. De første faldt ved Sønder Boulevard, nogle ved Henrik Ibsensvej og de sidste ved Den franske Skole. Flyet nåede ikke Frederiksberg have, det styrtede ned i Alléenberg-garagerne, der lå hvor nu ABC-teatret ligger.

Resten af 1. angrebsbølge dykkede lavt over Sankt Jørgens sø og faktisk kastede de bomberne ind ad vinduerne i Shell-Huset. Piloterne var vidende om, at tyskerne havde anbragt danske gidsler i tagetagen.

To af flyene i 2. angrebsbølge blev tiltrukket af røgen fra Den franske Skole og kastede deres bomber her. De øvrige fly blev usikre og undlod at kaste deres bomber.

3. angrebsbølge så begge brande og bombede det rigtige mål, Shell-Huset.





Shell-Huset ramt.

 

Den egentlige årsag til katastrofen var, at flyene skulle flyve i lavest mulig højde over Nordsøen for at undgå at blive opdaget af den tyske radar. Den ret kraftige vind denne dag, gav høje bølger, og skumsprøjt herfra satte sig på frontruderne og fik dem til at salte til. Det nedsatte sigtbarheden, og det må antages at være den egentlige årsag til, at førerflyet i 1. bølge ramte lyskasteren med den ene vinge.

Angrebet kom helt overraskende for tyskerne. 4 minutter før var der givet "Forvarsel", men først i det øjeblik bomberne faldt, kom selve "Luftalarmen". Selv husker forfatteren, at flyene fløj så lavt, at man tydeligt kunne se piloterne i cockpittet.

Den 6-årige Elisabeth som gik i børnehaveklasse på Den franske Skole, oplevede bombardementet således: Luften er pludselig fyldt af lavtgående fly. Det larmer forskrækkeligt, og lige pludselig lyder der et brag, som får hele skolen til at ryste. Elisabeth ser ud ad vinduet over mod garagerne. Luften er fuld af sort røg. Det ser uhyggeligt ud. Nonnen siger: "Så børn, nu går vi i kælderen, stil jer op to og to ude på gangen". Nu lyder luftværnssirenerne. På vej ned ad trappen gennemrystes skolen igen af en serie voldsomme brag. Lyset går ud og luften bliver fuld af kalkstøv. Elisabeth presses frem og ind i et kælderrum, men hun har mistet kontakten med flere børn fra klassen. 480 børn var på vej til beskyttelsesrummene. De 150 blev begravet, da trapperne styrtede sammen.

Viggo Hansen havde frivagt og var hjemme i Lille Kannike Stræde. Kl. 10:45 skulle børnesygeplejersken komme og veje hans søn, Dan. Midt i børnesygeplejerskens vejledning hørte de skud fra luftværnskanoner, motorstøj fra lavtgående fly, maskinkanonsalver og så kom "Luftalarmen". Bømesygeplejersken tog en gryde på hovedet og rendte op på gaden og lukkede skodderne foran vinduerne. Viggo Hansen sprang i uniformen og cyklede mod Platanvej. Det stormede kraftigt og det hæmmede farten. Da han passerede Axeltorv så han røgen fra Shell-Huset. Det vrimlede med Hipofolk, men da han var i uniform, kunne han passere.

Frode Olsen havde ligeledes frivagt, han sad i en barberstol på Vesterbrogade, her hørte han bragene, en lyd han genkendte fra luftangrebet på B & W. Han var stadig i uniform og måtte nu til Platanvej. Da han kom ud på gaden, så han Viggo Hansen komme spurtende på sin cykel, og Frode Olsen kom op på stangen.

Da de ankom til Platanvej, var der kun to mand på stationen og ingen leder.

Driftslederen og de to overassistenter var til et tophemmeligt møde på Amalienborg om evakueringsplanen, det ville sige; der var ingen, der vidste hvor de var.

Frode Olsen styrtede ned i sikringskælderen, men CB-telefonvagten var ikke kommet endnu. Frode Olsen forsøgte at komme igennem til luftværnets kommandocentral på den direkte telefonlinie, for at kunne fremtvinge en udrykningsordre, men uden held.

Bombeangrebet var kommet ligeså overraskende for luftværnet som for tyskerne, så deres mandskab var ikke på plads.





Frederiksberg Allé under redningsarbejdet ved Den Franske Skole.



Fra administrationen i villaen kom kontorfolkene ned i garagen og fik udleveret Røde Kors hjelme og tasker. Fra naboejendommene kom folk løbende og råbte, at korpset skulle rykke ud. Man kunne se, at taget var blæst væk, og at der var ild i en 5-etages ejendom på Henrik Ibsens vej, og tililende fortalte, at en dame var kastet ud fra 5. sal af en eksplosion. Der var dog intet at gøre, forholdsordren var, at Zonen under luftalarm var under direkte kommando af luftværnet, og ikke måtte rykke ud før korpset fik direkte ordre. Kommandocentralens opgave var at koordinere indsatsen på de forskellige skadesteder.

Det Frode Olsen kunne gøre var at tage en bærbar sprøjte frem, og lægge nogle slanger ud fra en brandhane, og så overlade indsatsen til nogle civile der trak slangerne gennem haverne fra Platanvej frem til den skadede bygning.

Længe efter bombenedslaget kom to småpiger løbende hånd i hånd ned ad Platanvej fra Alléen. De så forslåede og tilstøvede ud. Blodet løb ned ad kinderne: "Skynd jer, skynd jer," jamrede de, "skolen er styrtet sammen og der er ingen til at hjælpe". Det fik Frode Olsen til at træffe en beslutning. Han tog nu kommandoen, og uden kommandocentralens tilladelse beordrede han Viggo Hansen af sted i en uindregistreret ambulance (den skulle udstationeres til Odense), selv tog han katastrofevognen. Inden de kom ud fra stationen, ankom et hold på 11 Zone-løsarbejdere i en lastbil, de beordredes til at følge med.

Viggo Hansen fortæller: "Hele skolens øverste etage var styrtet sammen, og det brændte godt i ruinerne. I Frederiksberg Allé flød det med murbrokker og bjælker, så jeg måtte køre langs venstre fortov, som civile ryddede. Fra vinduer på hjørnet af Amicisvej smed folk deres jordiske gods ned på gaden. Nogle behjertede civile rendte med min båre, den så jeg ikke mere. Jeg læssede fire næsten bevidstløse børn og en nonne ind i ambulancen og kørte med udrykning til Frederiksberg Hospital."

Frode Olsen fortæller: "Da jeg ankommer til Den franske Skole, der næsten er helt skjult af kalkstøv, er alt dødsstille. Der er ikke mødt noget brandvæsen. Jeg beordrer de 11 løsarbejdere ned i den fjerneste ende af skolen, hvor jeg vidste beskyttelsesrummene lå. Her skulle de fjerne kasserne med sand (en beskyttelse mod sprængstykker) foran kældervinduerne, og ellers redde, hvad der reddes kunne nede fra dybet. Selv løber jeg med en kollega ned i den sammenstyrtede kælder fra den anden ende, for at arbejde mig igennem murbrokkerne. Kalkstøvet var meget generende for øjnene. Situationen er uoverskuelig. Der ligger døde og sårede overalt. Den dødlignende stilhed afbrydes af et par nonner der lå fastklemt under ruinerne: "Lad os være, - hjælp børnene".






ZR's ambulance og katastrofevogn foran Den franske Skole på Frederiksberg Allé.




Skolen brænder.
 


Frederiksberg Brandvæsens brandudrykning, ambulance, radiovogn, redningsstige og vagtsprøjte, holdt ved Alléenberg garagerne og fandt en indsats her urimelig farlig på grund af eksplosionsfaren. RAF-flyet var styrtet ned ved benzintanken i garageanlægget og brændte med nogle kolosale flammer der udviklede en sort røg som i den kraftige vestenvind fuldstændig spærrede udsigten til Den franske Skole. De kraftige trykbølger fra eksplosionerne havde blæst alle ruder ud i hele kvarteret, og den kraftige varme fra flybranden antændte gardinerne i de nærmeste beboelsesejendomme. Disse brande smittede fra ejendom til ejendom.

Både Københavns- og Frederiksberg Brandvæsen - rådede over radiosender og -modtager i deres kommandovogne, men den 29. august 1944 forbød den tyske værnemagt brandvæsenerne at anvende dem, og den 1. februar afhentede det tyske sikkerhedspoliti radiomateriellet og opmagasinerede det i Ingeniørhuset, hvor det gik tabt ved bombeangrebet. Dette, i forbindelse med, at både det offentlige, og luftværnets eget telefonnet, var brudt sammen, gav problemer med af få de nødvendige meldinger frem. Der var faktisk kun ordonnanser tilbage, hvis de var der. Det gav i næsten hele forløbet af redningsindsatsen store ledelsesmæssige problemer.





Skolen brænder.
 


Lederen af brandudrykningen blev efterhånden bekendt med de to øvrige skadesteder, og sendte redningsstigen til Henrik Ibsensvej og de tre andre køretøjer til Den franske Skole.

Efterhånden som skadernes omfang blev kendt på brandstationen, indkaldte man frivagterne, og i den takt de mødte, sendtes de til assistance. Alle Frederiksberg Brandvæsens køretøjer blev bemandet, også ambulancerne.

Viggo Hansen fortæller: "Frederiksberg Hospital havde nyligt flyttet skadestuen til den nye bygning A. Her stod portører klar og lagde patienterne på nødbårer. Læger stod i døren og kikkede på dem, de døde blev sat lige indenfor, de andre kom helt ind i lokalet. Når ambulancen var tømt og bagdøren smækket, slog portørerne på vognen, som tegn til afgang og retur. I mange gadekryds stod civile og stoppede trafikken, således at ambulancerne kunne passere for fuld drøn. Det gik virkeligt stærkt, én af Hudson-ambulancerne fik krøllet en forskærm, da en skraldevogn ikke kom hurtigt nok af vejen.

Kl. 11:35 opdagede brandvæsenets vagthavende, at hele Maglekildevej brændte. Via overledelsen kaldtes der assistance af rednings- og slukningsmateriel, samt alt hvad der kan skrabes sammen af ambulancer.

Ved Den franske Skole mødte - på eget initiativ - bedriftværnet fra firmaet Hans Lystrup og bryggeriet Carlsberg, ligesom et hold CBU-folk, der var til øvelse på Enghavevej Brandstation, mødte under ledelse af kolonneassistent Prins Georg. Københavns Brandvæsen var selv engageret med to store brande i henholdsvis Shell-Huset og på Sønder Boulevard, samt nogle mindre brande. Senere fik Frederiksberg assistance af Københavns Brandvæsen og Gentofte Brandvæsen.

Frode Olsen fortæller: "Vi fik bjærget adskillige børn i skolens kældre, men endnu flere måtte opgives. Fjernede vi tømmer og murbrokker i den ene ende, skreg og jamrede børn i den anden.

Løsarbejderne fik befriet et antal børn og nonner fra et ubeskadiget beskyttelsesrum, hvor de havde været indespærret. Nu kom de og hjalp hos os. Brandfolk, Zonefolk, CBér og civile dannede kæde. Der blev brudt hul i muren, og murbrokker, tømmer og træstumper langes ud én for én eller i spande som kunne passere de snævre åbninger, Da røgen tiltog måtte der indsættes røgdykkere og der blæstes frisk luft ind til de indespærrede. Kommandoforholdene var løse og både rednings- og slukningsarbejdet uoverskueligt. Det var nødvendigt at indsætte pumper, da der samledes mere og mere vand, dels fra slukningsarbejdet, dels fra et ledningsbrud."





Fra redningsarbejdet ved Den Franske Skole.



Elisabeth var stadig indespærret, og har det, som om hun skal kvæles i støv. Hun mærker, hvorledes hendes sko fyldes af vand. Nu presser vandmasser døren op til den næste kælder, og hun ser det brænder. Hun hopper ned fra den stol, hun har siddet på. Vandet går hende til armhulerne, hun går ind i rummet ved siden af og sætter sig op på et havebord. Et øjeblik efter lyder en mandsstemme: "Kom, hurtigt her." Hun kryber ned fra bordet, går gennem vand og støv, hen til ham. Han løfter hende op og kaster hende gennem luften til næste mand, og sådan videre til det fri. Hun anbringes på en lastbil blandt dræbte og sårede, men hvor er hendes kammerater? Lastbilen kører hende til Frederiksberg Hospital.

Frode Olsen fortæller: "Jeg har nu arbejdet i flere timer i ruinerne og trænger til luft. Jeg er netop blevet afløst, da der sker en sammenstyrtning, der begraver redningsmandskabet. Herunder dræbes to frederiksbergske brandmænd, Oscar Dalby og Svend Aage Hansen, og flere såres. En københavnsk brandmand så hårdt, at han må sygemeldes i flere måneder.

En af Zonens ambulancer må have stået ubenyttet lidt for længe i Frederiksberg Allé, for pludselig lettede den med en Carlsberg-chauffør ved rattet og fyldt med tilskadekomne til Frederiksberg hospital. Den kom tilbage igen og blev stillet på samme sted. Sådan var situationen, fyldt med spontane handlinger, og uden egentlig kommando.

Zonen fik efterhånden samlet de fleste frivagter, og fik alle ambulancer bemandet, flere dog kun med én mand. Både Amager- og Østerbro-stationen deltog."

Viggo Hansen fortæller: "Jeg deltog i forskelligt arbejde ved Den franske skole, bl.a. med at få murbrokker væk fra nedgangene til kældrene. Der deltog mange civile med at række spande med murrester fra hånd til hånd. Det mente en yngre brandinspektør fra Frederiksberg var for farligt, så dem beordrede han væk. Lidt efter dukkede den københavnske brandinspektør Stangerup op i et kældervindue og råbte: "Skal de børn reddes, så se at komme i gang". Så begyndte alle igen at læsse væk i spande fra hånd til hånd.

Jeg blev beordret retur til Platanvej, her skulle jeg sammen med Kaj Carlsen hente den dame, som var styrtet ud fra 5. sal på Henrik Ibsensvej; hun vejede Ca. 250 pund. Først kom hun på Frederiksberg Hospital og derfra direkte til lighuset. Da vi skulle læsse hende over på den selvkørende stålbakke, rullede den væk, og damen faldt ned på stengulvet. Vi så lidt slukørede ud. Carlsen sagde stilfærdigt: "De slog Dem vel ikke igen ?".





Eftersøgning i ruinerne.



Det var vel den sarkasme, som gjorde det muligt for os at kunne arbejde videre med de grusomheder, vi blev vidne til.

Ved 21-tiden var jeg tilbage ved Den franske Skole for at assistere ved katastrofevognen hvor Frode Olsen var leder. Der var lagt al det lys ud som vognens anlæg kunne klare; vi skiftedes til at sidde og passe gashåndtaget, så motor og generators omdrejninger passede. På skift var vi så nede i kælderen og tage imod mursten og brokker. Blæsten var en stor ulempe, og støvet fra murrester og mørtel fløj gennem luften og ind i øjnene. Lotter gik rundt og badede vore øjne i borvand."

På Frederiksberg Hospital modtog man ialt 46, der var døde ved ankomsten, 69 kvæstede, som indlagdes, og 214 som kunne hjemsendes efterbehandling. Ialt mistede 115 livet, deraf 85 børn.

I kvarteret bag ved skolen på Maglekildevei, lå de sammenbyggede 4-etages beboelsesejendomme med over 13 opgange i ruiner og aske. Kommunens socialtjeneste oprettede opsamlingssted for de husvilde i Platan-biografen på Vesterbrogade, hvortil meldte sig over 1.000 mennesker. 40 personer, som det ikke var muligt at skaffe andet logi, måtte overnatte på Rahbek Skolen.

Kommunens Socialtjeneste samlede børnenes forældre i Betty Nansen Teatret. Her ventede de nyt om deres børn. Det vekslede mellem overvældende glæde, når der meldtes om godt nyt, og tiltagende fortvivlelse hos de forældre, der ikke hørte noget. Elisabeth blev behandlet for nogle hudafskrabninger på Frederiksberg Hospital, og her mødte hun sin far. Der blev stor gensynsglæde, og de tog hjem sammen.

Om aftenen havde brandfolkene fået ilden under kontrol. En restauratør i Allégade åbnede sin restaurant med gratis frisksmurt smørrebrød og siger "værsgo" til brand- og redningsfolk, - "Det var lige, hvad vi trængte til," siger Frode Olsen.

Frode Olsen fortæller: "Jeg gik tilbage til Den franske Skole og fortsatte gravearbejdet, men det jeg fandt, var dræbte børn. Et øjeblik står jeg stille. Så hører jeg en barnestemme: "Jeg skal tisse". Klokken var 22:30, så han har altså ligget i ruinerne i godt 11 timer. Ved siden af drengen lå en nonne og 10 andre børn, alle dræbte. Drengen havde ligget i en luftlomme mellem murbrokker og tømmer. Sandsynligvis har han været besvimet i en længere periode, men han var uskadt. Det var den sidste overlevende, der blev befriet. Vi manglede på det tidspunkt endnu at gennemgå ca. 200 kvadratmeter.

Vicebrandchef Jørgen Mygind sagde, at der var set flere voksne og børn kigge ud fra en dør i skolens nordøstlige hjørne kort efter luftangrebet. Ved en nærmere undersøgelse fandt vi 14 lig.

Ud på natten begik jeg den fejl at gå over på Betty Nansen Teatret. At se de mange fortvivlede forældre var en frygtelig oplevelse, som jeg gerne ville have været foruden. Ved 3-tiden måtte brandchef Morten Bang fortælle de ventende forældre, at der nu ikke var mere håb om at redde levende ud fra ruinerne".

Opgaverne havde været mangeartede under besættelsen, men denne katastrofe hvor det var børn, der var ofrene, fik redningsfolkene til at glemme sig selv, og yde alt, hvad de havde i sig. Nerver var der på, for ingen kan vænne sig til en sådan opgave. Nogle har nok ikke været helt tilfredse med deres indsats og følt, at de burde have ydet mere, men i virkeligheden havde de presset sig selv til det yderste.

I det store værk "De fem lange år" skrives på side 943, "Naar Ulykkerne på Frederiksberg fik saa stort et Omfang, skyldes det for en Del, at luftværnsforanstaltningeme brød sammen. Meldesystemet svigtede, dels fordi Meldestederne først skulle bemandes, når Flyvervarslet var givet, dels på grund af Langsomhed. Meldingerne om Skaderne paa Maglekildevei blev, synes det, dels uklart afgivet dels ikke rigtigt forstået; i hvert fald fik Brandchefen først godt to Timer efter Katastrofen fuld Forståelse af Ildsvaadens Omfang. Hvad Rydningstienesten angaar, herskede der Uklarhed, hvorvidt den skulle virke efter eget Initiativ og med Ledelse som selvstændig Tjenestegren, eller den blot var en Hjælpetjeneste under Brandvæsenet, og først ved 15-Tiden fik dens Repræsentant Underretning om, at det brændte paa Maglekildevei."

Den lille Elisabeth blev senere præst i Farum. I 1980 skrev hun en bog "Jeg var der" - Hun skildrede, hvordan hun oplevede bombardementet, og hvilke psykiske følger det fik for hende. 36 år efter - i september 1981 - bragte ugebladet "Hjemmet" præsten, Elisabeth Lynerup og stationsleder Frode Olsen også Farum, sammen i et dobbeltinterview. Det blev til en 4-sider lang skildring af begivenheden.

Nogle dage efter bombardementet fik Frode Olsen en opgave for modstandsbevægelsen. Inde i Shell-Husets ruiner lå fire pengeskabe som man mente indeholdt vigtige oplysninger om Modstandsgrupperne. Den værnemager-entreprenøs, som havde oprydningsopgaven for tyskerne, indvilligede i at have bestilt de to lastvogne som modstandsbevægelsen sendte derind, og hvor Frode Olsen var chauffør på den ene.

For værnemageren var det en fordel at gøre modstandsbevægelsen denne tjeneste, nu da det var tydeligt, at tyskerne havde tabt krigen. Efter nogen søgen fandt man pengeskabene, og de blev kørt ud på et værksted i en baggård til Vesterbrogade. De var næsten ikke til at få lukket op, der måtte hentes alle de ilt- og gasflasker, der var på Platanvej, altså både fra depotet, fra katastrofevognen og fra ambulancerne. Endelig fik man dem åbnet, de var tomme.

Viggo Hansen fortæller: "Skærtorsdag - det var den 29. marts - bliver Zonen kaldt med ambulance til den tyske afdeling på Vestre fængsel. Det blev Poul Marcussen og jeg, der skulle afsted. Vi kom gennem porten og over til indgangen i gavlen. Her tog en tysk politisoldat imod. Vi kørte båren ind i fængslet til en celle hvor der var 3 - 4 indsatte. På en madras på gulvet lå en mand pakket ind i bandager, han lugtede ikke ligefrem af "Chanél nr. 5", de øvrige "beboere" sagde, at de havde gjort alt for at holde liv i ham. Han kom på båren og vi kørte mod udgangen, her fik vi besked på at køre ham til Diakonissestiftelsen. Det kom helt bag på os, og vi skønnede, at dette måtte være noget særligt. Da vi var kommet ud fra fængslet, satte vi horn og lygter på og kørte i fuld fart. På Diakonissestiftelsen stod læger og sygeplejersker klar og ventede på os. Patienten slog øjnene op og sagde: "Jeg vil ikke på Shell-Huset, - jeg vil ikke på Shell-Huset". En læge sagde: "Rolig, nu er De i gode hænder". Vi bar ham op på 1.sal, hvor han blev lagt i en seng med varmedunk. Det var den senere indenrigsminister Poul Sørensen, der havde været fange i Shell-Huset, da det blev bombet, han måtte springe ud fra 5. sal, og ramte en jernmarkise ved Shell-Tanken. Han blev lagt over på den anden side af Kampmannsgade, hvor han lå til hen under aften. Først da alle tyskerne var bragt væk, blev det hans tur til at komme til det tyske lazaret på Nyelandsve.i, og herfra senere til Vestre fængsel. Ingen tvivl om, at det var i sidste øjeblik han kom under rigtig hospitalsbehandling, så han kunne overleve."

Frode Olsen fortæller: "En månedstid efter bombeangrebet kom jeg en nat kørende i ambulance gennem Bülowsvej, her ser jeg en forvirret kvinde løbe rundt i nattøj. Det var en af mødrene til et dræbt barn fra Den franske Skole. Hun var ikke kommet sig af choket. Min hjælper og jeg fik hende ind i ambulancen og kørte til Frederiksberg Hospital.





Gymnastiksalen næsten ubeskadiget.





Ruinerne af Den Franske Skole.


 

Granatchok på Frederiksberg Allé

Nye oplysende bøger om Shellhus-angrebet og bombekatastroferne for 60 år siden, hvor 160 uskyldige blev dræbt - og hvor nonnerne fra Den franske Skole viste sig klogere end lægerne.

 

Faglitteratur Den franske skole

Info

Ahlmann, 224 sider, 249 kr.

Forfatter

Alice Maud Guldbrandsen og Henrik Ahlmann

ISBN

87-990654-0-1

Undertitel

RAF's angreb på Shellhuset 21. marts 1945, En kortægning af katastrofen på Frederiksberg og Vesterbro

 

AF Hans Hertel


Tysk? Hvorfor dog, mener de mange, der nu fravælger sproget i gymnasiet. Men man kan aldrig vide, hvornår man får brug for tysk.

Da Royal Air Force 21. marts 1945 gennemførte sit berømte angreb på Gestapos hovedkvarter Shellhuset, sad 26 modstandsfolk i celler i tagetagen som skjold mod luftangreb.

De ville begribeligvis gerne ud. Politiassistent C. Lyst Hansen råbte til fangevogteren: »Geben mir die Nügeln!«.

Så korrigerede frihedsrådsmedlemmet Mogens Fog inde fra sin celle: »Det hedder die Schlüssel!«.

Indflyvningen gik galt
Både Lyst Hansen og Fog genfortæller med selvironi episoden i deres erindringer, og det er en af de velvalgte detaljer, der medvirker til at animere dramaet i Hans Ahlmanns bog om Shellhus-bombningen og hvad deraf fulgte.

Jamen, kan der siges noget nyt om den sag? Det kan der faktisk.

Ved at kombinere militærhistorie med kilder fra Frederiksberg Kommune, redningsvæsen, skoler, vidneberetninger etc. skildrer Hans Ahlmann den fulde kædereaktion, da overraskelsesangrebet endte i de fatale fejlbombninger - og dermed i den største civile katastrofe i Danmark under besættelsen, ja i nyere tid.

Operation Carthago skulle hindre optrevling af modstandsbevægelsen ved at bombe Shellhuset kl. 11.15, hvor det optimale antal Gestapo-folk ville være til stede og de fleste arkiver i brug.

For at undgå den tyske radar fløj de 20 Mosquito-jagerbombere og de 31 eskorterende Mustang-jagere så lavt over Nordsøen, at deres ruder blev dækket af skum og salt, og ved indflyvningen til København gik det galt.

Overrumpling og oversvømmelse
Et bombefly i første angrebsbølge ramte en signalmast på baneterrænet, kom i afdrift ind over Vesterbro og tabte sine bomber.

Flyet styrtede ned i et garageanlæg op til Sct. Joseph-søstrenes skole på Frederiksberg Allé, og røgen herfra fik flere fly i de sidste to bølger til at tro, at det var målet, så de kastede deres bomber over Den franske Skole og det omkringliggende boligkvarter.

Pga. overrumplingen var der ikke blæst luftalarm, og børn, lærere og beboere nåede ikke i beskyttelsesrum. Mange blev dræbt, da trapper og bygninger brød sammen, andre blev spærret inde i kældrene, mange børn druknede ved oversvømmelse fra sprængte vandrør.

Myter aflives
Hans Ahlmann beskriver alle de fire ramte områder, også de tit glemte: Shellhuset og dets nabo Teknologisk Institut, ejendommene på Sdr. Boulevard og Henrik Ibsensvej, der fik det nedstyrtende flys bomber, og så hovedkatastrofeområdet: Frederiksberg Allé-Maglekildevej-Amicisvej-Nyvej.

På billederne ligner det udbrændte tyske byer - eller for den sags skyld Bornholm efter det sovjetiske bombardement i maj 45.

Undervejs afliver Ahlmann diverse myter og bringer nye detaljer i beskrivelsen af redningsarbejdet, hvor nonner, brandfolk, læger, frivillige, ja, faktisk også nogle af de forhadte hipoer modigt sled for at udgrave indeklemte børn i kapløb med ild og vand.

Bogen beskriver også situationen på Frederiksberg Gymnasium på Hollændervej, der mirakuløst gik fri, på Alléscenen (Betty Nansen-teatret) som opsamlingscentral for sårede og døde og for information til pårørende, på hospitaler, hos myndigheder.

Bidrag til uskreven hverdagshistorie
Selve Operation Carthago lykkedes: Shellhuset udbrændte, cirka 90 tyske og danske Gestapo-folk blev dræbt, men også en snes uskyldige danske. Af modstandsgidslerne omkom otte, mens 18 undslap mirakuløst, bl.a. Mogens Fog.

Sådan havde regnskabet næppe set ud, hvis alle RAF's 50 bomber havde ramt Shellhuset. Til gengæld kom de civile tab op på i alt cirka 160 personer, heraf fra Den franske Skole 86 børn, 13 nonner og lærere og fire redningsfolk. RAF mistede seks maskiner og ni mand. 900 blev hjemløse.

Endelig skitseres oprydningen, den tyske jagt på undvegne fanger, den tyske propagandas udnyttelse af katastrofen og den senere pinagtige kamp om erstatning og mindelund.

Til tømmermændene hørte kritik af redningsindsatsen, og 60 år efter forbløffes man over de umulige vilkår, brandvæsnerne havde - bl.a. måtte de til dels kommunikere via ordonnanser, fordi tyskerne havde konfiskeret deres radiomateriel! De detaljer er også bidrag til besættelsens endnu uskrevne hverdagshistorie.

En enkelt ulydig sjæl
60-års jubilæets anden udgivelse er en antologi af vidnesbyrd fra børn og voksne på Den franske Skole, der overlevede katastrofen - med ar i sjælen.

De er samlet af en af de 417 reddede, den dengang femårige Alice Maud Guldbrandsen, og ved at fokusere på dramaets inderside supplerer hun Henrik Ahlmann - efter det klassiske kønsrollemønster: drenge interesserer sig for bombefly, brandvæsen og tal, piger for følelser.

Der er interview dels med endnu levende forældre, redningsfolk og en RAF-navigatør, dels med en snes børn, der blev reddet ud - og en enkelt ulydig sjæl, der skulkede fra skole. Sidste afsnit giver glimt af redningsarbejdet, af søgende forældre, af børnenes senere skolegang og skæbne.

Bevægende vidnesbyrd
Og her er datidige beretninger fra Sct. Joseph-nonner - som søster Helene (1912-2003), der fastklemt under murbrokkerne vekslede disse ord med en kollega:

»Søster, tror De, vi skal dø?«.

»Ja«, hviskede jeg tilbage. »Ja, jeg tror, vi skal dø«.

»Tror De, det varer længe?«.

»Måske«, svarede jeg. »Måske. Jeg ved det ikke«.

Det er vidnesbyrd, der kan bevæge en sten, netop fordi bogen er spulet for sensationalisme, sentimentalitet og patetisk appel.

Stærkest virker det genkommende mønster hos de overlevende. Datidens læger mente - i den bedste hensigt - at børnene ikke måtte tale om det, de havde oplevet. Det gik kun over ved at blive tiet ihjel.

Men børnene måtte livet ud slås med traumer, fobier og mareridt, fordi tavshed var eneste 'behandlingsmulighed'. Tiden var så autoritær, at alle stod med hatten i hånden over for den formodede sagkundskab i hvide kitler.

Hverken tale eller forståelse
Det står glasklart, da faderen til bogens udgiver i 1988 beder Frihedsfonden om støtte til at få sin nu 49-årige datter i terapi: »Vores læge beordrede os til, at vi ikke under nogen omstændigheder måtte tale eller spørge vores datter om det, der var sket«.

»Ja, vi lyttede dertil og rettede os derefter. Måske skulle vi hellere - som man bruger i dag - have talt med hende under hendes opvækst? Det er klart, at vi bebrejder os selv det. Men som sagt, vi rettede os efter den tids opfattelse, hvor der ikke skulle tales om problemerne«.

»Der gik meget lang tid, før Alice begyndte at tale, og da hun endelig ville fortælle os noget - så havde vi svært ved at forstå hende«.

Symptomsamling lige efter bogen
Mange overlevende fortæller samstemmende, hvordan traumet gennem 50-60 år har givet søvnløshed, klaustrofobi og psykosomatiske symptomer. Angstanfaldene kunne udløses af alt fra udrykninger, fyrværkeri, ild, lavtgående fly og »søgang selv på Storebælt« til lugten af jord, sur kælder og kalk.

For flere vendte det hele tilbage 11. september 2001 med støvskyerne fra World Trade Center. Mange blev kaldt 'problembørn'. Da udgiveren i 1988 tilkaldte natlæge under et angstanfald, gav han hende en skideballe for at »misbruge lægevagten for sådan en bagatel«.

Som symptomsamling er bogen - lige efter bogen. Hvad eleverne på Den franske Skole oplevede, er, hvad det 20. århundredes katastrofepsykiatri har bakset med: med Første Verdenskrigs 'granatchok', med den amerikanske kriseteori, da psykiateren Eric Lindemann - efter en natklubbrand i Boston 1942 - kortlagde fælles mønstre i de chokramtes reaktioner og behandlingsforløb, med kriseterapien siden 1970'erne.

Nonner i spirituel samtale
Her er verden virkelig gået frem, men den nye indsigt nåede sent til Danmark, og pigerne kom til at betale en høj pris for at have overlevet.

Men hvad datidens læger ikke kunne se, det vidste Den franske Skoles leder, søster Margrethe, da hun straks i april 45 fik skolens søstre til at nedskrive beretninger om katastrofen for at bearbejde deres oplevelser. Dermed blev de også bedre i stand til at hjælpe børnene.

En tankevækkende pointe: Det var ikke de overrationalistiske læger, men nonnerne med deres menneskekundskab og erfaring i spirituel samtale, der var bedst til at tackle granatchokket på Frederiksberg Allé.